RSS
 

Archive for the ‘kage’ Category

Bekaget!

15 Mar
(Click ‘em all big)

Ja, du læste rigtigt – bekaget, og ikke begavet. Selvom jeg i virkeligheden burde sidde herhjemme og skrive, skrive, skrive på min opgave til imorgen, så endte jeg alligevel på Les Moules med pseudo-teenagerne (ja, det er klart at jeg måtte trues med at blive gjort forældre- og arveløs før jeg indvilligede i at tage med på betalt frokost – så pligtopfyldende en studerende er jeg nemlig).


Og fordi jeg ikke var voldsomt sulten kastede jeg mig ud i stedets mixed salad med dybstegte calamari (blæksprutte) og citron-dressing. Og det var.. urhm. Som at få støvsuget tungen for al fugt og smag. Dét skal jeg ihvertfald ikke have igen. Men nogen gange SKAL man jo prøve noget nyt.


Apropos prøve noget nyt….. ….. ….. ja, den yngste pseudo-teenager kastede sig atter en gang over de store muslinger kogt på dark leffe (øl), løg og krydderurter. Duften er lige skøn hver gang, men helt ærligt! Der må snart nye boller på suppen – mor!


Hvad de tilgengæld ikke behøver udelade er stedets belgiske fritter med senneps-mayo. Nurj, det er godt – og jeg kunne æde mig gul og blå i dem (ja, så kan I selv tænke jer til hvor mange jeg egentlig er villig til at fortære).


Og naturligvis ost og portvin til dessert – og kaaaage for mit vedkommende. Lava-kage med blødt, smeltet centrum og karamel gitter.


Det er snart påske og jeg skal have lagt hovedet lidt i blød for at finde diverse påske-opskrifter jeg vil have afprøvet. Jeg håber lidt at det passer med at blive efter mine midterms, så jeg ikke skal stresse over læsning OG kagebagning samtidig (se bare hvor galt det gik til jul).


Og når man nu spiser derinde hver anden (i visse perioder; hver) weekend, så er det selvfølgelig kun naturligt at man får serveret belgiske chokolader på husets regning til kaffen..


… og en hel mango-kage med chokoladebund og nødder til at tage med hjem. Tro ikke at de kiggede underligt på os da vi kom travende med fad, kage og shoppingposer igennem Prag centrum. Det plejer at være vin, ande-confit eller belgiske chokolader som de kaster efter pseudo-teenagerne, men det der med at få en hel kage med hjem må siges at være en ny (og spændende) trend!

 

Forårskuller?

03 Mar

Nej, bare helse-amok. Man skulle tro vi boede i Helse & Natur-butikken i disse dage.
Yesyes, I know, det lyder somom jeg gør grin med det – men egentlig er jeg meget tilfreds og det virker resten af min krop også til at være. Jeg har fået appetit som aldrig før og æder generelt hele tiden. Så kan det være at man kan svinge sig over de 60kg inden længe? Det sku’ være lykken siger de.


De (helsefreaks) vil også prøve at bilde dig ind, at drømmekage fra brovst smager fantastisk med kokosmælk og havregryn.
Og nej, det gør det så udpræget ikke.
Altså.. den er da spiselig, men jeg savner mit smør. Selve kagen er fin nok, men det der ovenpå som plejer at være GULD værd, smager bare tørt og kedeligt. Desværre. Men hvis du nu alligevel sidder og tænker “åååh jeg må ha’ kage, men det må ikke være for fedt” så er opskriften egentlig udmærket:

Drømmekage med kokosmælk og havregryn
4-5 personer

Ingredienser:
4 æg
250 g sukker
250 g mel
1 spsk bagepulver
En halv dl oliemargarine
1 og en kvart dl kokosmælk light

Glasur:
225 g farin
3 spsk kokosmælk
¾ dl sirup
75 g havregryn
50 g kokosmel

Pisk æg og sukker grundigt med håndmixeren til en hvid og luftig skum.
Bland mel og bagepulver sammen og vend blandingen forsigtigt i æggeskummet samtidig med oliemargarine og kokosmælk.

Kom dejen i et ildfast fad ca. 20 x 30 cm, beklædt med bagepapir.
Bag kagen 25 min. ved 200 grader (180 grader varmluft).

Kom ingredienserne til glasuren i en gryde og giv et forsigtigt opkog under omrøring.
Tag kagen ud af ovnen og skru op til 225 grader (200 grader varmluft).
Fordel glasuren jævnt over hele kagen.
Bag kagen i ovnen i yderligere ca. 8 min.

(Obama’s chili-gryde m. fuldkornsflute)

Ligesom NYbyheart, kan vi nu også prale af at have fået Obama’s chili-gryde. Jeg var skeptisk i starten, men jeg var blown away af smagen. Den er virkelig lækker og smager endnu bedre med en god klat creme fraiche på toppen. Opskriften som vi brugte er som følger:

Obama’s chili
2-3 personer

1 stort hakket løg
1 stor hakket grøn peber
4 fed hvidløg hakket
500 gram hakket oksekød de bruger af og til kalkun
1/4 tsk. spidskummen
1/4 tsk. gurkemeje
1/2 ttk.oregano
1/4 tsk.basilikum
1 spsk. chilipulver
3 spsk. rød vineddike
1 ds. røde kidny bønner
Tomater til pynt på serveringen.

Hak løg og peberfrugt og sauter i olie i en gryde. Kom alle krydderierne ved og tilsidst kødet.

Lad det hele koge godt igennem, smag til med salt og peber. Kome bønnerne i og varm godt igennem.

Server med tomater på toppen og creme fraiche.

Fuldkornsflutes
3 stk

3 dl kærnemælk
25g gær
1 spsk salt
2 spsk olie
200g fuldkornshvedemel (3 1/2 dl)
300g hvedemel (5 dl)

Kærnemælk og gær røres sammen. De øvrige ingredienser tilsættes, og dejen æltes godt igennem. Stilles til hævning i ca. 1 time.

Dejen slåes ned og deles i 3 dele, der hver udrulles til en pølse. Efterhæver på pladen i ca. 30 min.

Flutene ridses og pensles med vand. Drysses evt. med fuldkornsmel.

Bagetid ca. 15 min. ved 225 grader. Midterste ribbe i ovnen.

 

Stressful Sunday

22 Feb


Projekter apropos, så var aftenens mad en stor success. Det blev hjemmelavet pasta med egen kødsauce. Jeg har længe søgt efter en opskrift uden tomat, men det er ikke rigtig til at støve op – og så må man jo finde på en selv. Det blev et rigtig lækkert resultat hvor jeg prioriterede en masse gode grøntsager og krydderier fremfor 90% kød og 10% tvangsgrønt.


Her ses den grøntsagskompot jeg lod koge og suge kraft til sig henover eftermiddagen. Der var gulerødder, zucchini, rød peberfrugt, løg, hvidløg, frisk basilikum og rosmarin. Derudover kan man tilsætte svampe eller ja, tomat, hvis man ikke er allergisk. I gryden ved siden af (som I ikke kan se) svitsede jeg oksekød med lidt flere krydderurter og kogte det ind på cirka 2-4dl rødvin og en kvart piskefløde (fulde opskrift i bunden).


Pastaen blev skåret i typiske tagliatelle størrelse og jeg fik for en gangs skyld brugt mit pizzahjul. Jeg skal dog ærligt indrømme at jeg blev godt træt i ryggen af at stå og skære strimler med lineal, så vi gik over til det lidt mere rustikke og voilá-her-har-du-et-stykke-pasta. Det blev kogt 3 minutter i vand med olie og salt mens jeg rørte grøntsagerne op i kødet og tilsatte sukkerærter i de sidste 2 minutter så de bibeholdt deres sprødhed. Det var et rigtig lækkert touch og gav retten et ‘bid’.

Og så til dagens kage. Det blev til de såkaldte ‘Dukkelagkager‘ nu da det er fastelavn. De består af 3 lag hjemmebagte lagkagebunde smurt med hindbær kogt ind med sukker. Bær og saften smøres på de to nederste bunde, og ovenpå kommes to generøse lag vanillecreme med makroner.


Omkring hver kage er der rullet henholdvis marcipan eller sugarpaste og på toppen ses chokoladeglasur.

Pasta med sund kødsauce
4 personer

Pasta (hjemmelavet, lokkelokke!)
500g oksekød
2 gulerødder
1 rød peberfrugt
½ zucchini/squash
10 sukkerærter /2 håndfulde
1 løg
2 fed hvidløg
2-4 dl rødvin
1 kvart piskefløde
Frisk basilikum og rosmarin (el. tørret)

Snit samtlige grøntsager i passende størrelse. I en gryde sauteres gulerødder, peberfrugt, zucchini, løg, hvidløg ved lav varme. Tilføj en håndfuld basilikum og rosmarin. Læg låg på for at holde på saften og kraften.
I en anden gryde svitses oksekødet med en smule olie. Når vandet er trykket ud af kødet tilsættes rødvin og piskefløde lidt efter lidt. Giv væsken tid til at fordampe og trænge ind i kødet.
Når det er kogt ind kan du tilføje en spiseske jævner for at gøre saucen tykkere, eller tilføje en anelse fond. Skru ned for varmen og lad begge gryder stå indtil du vil koge pastaen og spise.

Varm kødsaucen stille op og hæld grøntsagerne op i. Varm det hele igennem mens pastaen koger i de sidste par minutter tilføjer du sukkerærterne. Server med friskrevet parmesan.

 

Frituren og citronen?

21 Feb


Fedekalven er blevet slagtet. Parteret, skåret i skiver og kvast udover aftenens måltid.


Ja, det er fætteren hér der er synderen. Den eneste citron på vores 2 år gamle citrontræ i gangen. Hvis man vil have økologisk i disse tider må man åbenbart lave tingene selv.


Men med vores forbrug af citron og lime, er det nok ikke helt rentabelt at kunne høste én citron per 2 år, ellers går der ihvertfald langlanglangtid før jeg får mulighed for at bage min berømte limekage igen. Og det ville jo være en skam for os allesammen.


Mere om citronen senere. Jeg fik som lovet knaldet en pasta-dej sammen i eftermiddags. Det tog ingen tid, og var virkelig ikke besværligt. Hvis resultatet imorgen bliver positivt, kunne jeg sagtens finde på at eksperimentere mere med hjemmelavet pasta – gerne fyldt. Jeg er allerede gået i tænke-boks.


Fuld af energi (efter nær ved 12-timers søvn, igen igen) bestemte jeg mig også for, at det var på tide at få leget lidt med det sugarpaste jeg købte ved kagebutikken i Januar. Så frem med alle de nye instrumenter og igang med fingrene. Det var ikke helt nemt, men al begyndelse er jo svær og jeg kan nu allerede se, at jeg mangler pensler til lim og tålmodighed med min ballpen.


Ikke desto mindre blev der der LIDT af en rose ud af det. Næste gang må jeg se om jeg kan få indfarvet fondanten rød eller lignene, så det bliver lidt nemmere at camouflere diverse fejl og mangler.


Og så til selve grunden for at vores baby-citron skulle slagtes; Fiskefileter. Hvis der er noget den ældste pseudo-teenager er god til, så er det at friture stege (nu ved I hvor jeg har min mani fra). Der hører naturligvis iskold og sprød salat til ethvert smørrebrød, så jeg vil ikke høre noget brok om at remoulade og panering mætter så meget, at der ikke er plads i bunden.


Og som bevis på at vi altså ikke grovæder alle de kager og eksperimenter der bliver spyttet ud her i huset, så har jeg foreviget resterne fra gårsdagens triste forsøg på at lege børnehave. Jaja, I admit it, det var ikke den pæneste glasur jeg fik smækket sammen dér, men jeg følte (føler?) lidt at kreativiteten har ramt nul-punktet.

 

Anti-pasti

20 Feb

Okay så det viste sig at vi allerede havde mel egnet til pasta i kolonialen (aka. jeg sov over mig). Men når der nu STÅR fem bunker mel dernede med skriften ‘velegnet til pasta og langtidshævede brød’ og tilmed en opskrift på pasta, så er der da ingen grund til at forcere de fyrre minus grader og risikere liv og lemmer på vej ned til Italieneren?

Jeg har ikke fået afprøvet alle farverne jeg bestilte fra Kagebutikken endnu, så det var en oplagt mulighed at lege lidt med de cupcakes fra igår. De er ikke sprøde længere, men stadig svampede og lækre.


Iaften står menuen på pita-brød fra NYbyheart (starting to see a pattern here?) med hjemmelavet tzatziki, marineret kylling og så selvfølgelig de hjemmebagte brød.


Jeg regner med at blogge et par billeder af de fyldte pita-brød senere på aftenen, hvis ikke jeg glemmer det eller løber tør for strøm på kameraet. Det er somom den skriger hver gang jeg tænder blitzen, så det er jeg holdt op med. Det giver også sådan et halv-kikset skær på billederne.


Imorgen skal jeg have smidt en pasta-dej sammen og udtænkt planer til en kødsovs uden tomat (allergi/histamin) så det bliver nok en eller anden heavy italiensk opskrift med masser af rødvin, grøntsager og friske krydderurter. Jeg synes det ville være syndt at servere hjemmelavet pasta med fyld eller som tilbehør når det nu er første gang. Hvis folk har nogen gode opskrifter på kødsauce (somsagt uden tomat), skal de være hjerteligt velkomne til at kyle opskriften efter mig.

Åhja, det bliver først søndag jeg koger pastaen, så ingen grund til stress. Jeg lader den bare hvile i køleskabet 1 døgns tid.