RSS
 

Archive for the ‘kød’ Category

Roastbeef, bearnaise og fritter

09 Oct

Roastbeef, bearnaise og fritter

Så kom jeg til Prag, det blev Fredag og dermed tid til rå-hygge!

Derfor har menuen stået på roastbeef, hjemmelavede fritter og rørt bearnaise – fra bunden!

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg tidligere på måneden gik i kast med bearnaise og havde en ganske orgasmisk oplevelse med den listige (og ikke spor fedtfattige) sovs.
Men der var også lidt beklagelser over at jeg havde tilladt mig at basere sovsen på indkøbt essens fra Brugsen.

Derfor blev det iaften en sovs baseret på rene råvare, dvs. alt blev lavet fra bunden – inklusiv essens. Jeg skimmede forskellige opskrifter på sauce bearnaise og tog lidt hist og her. Men summasummarum blev, at essensen kogte ind på hvidvinseddike, tør hvidvin, estragon og skalotteløg.

Resultatet? Hmmm.. altså, selvfølgelig smagte det vidunderligt fordi saucen var hjemmelavet og tusind gange bedre end indkøbt pulversauce.. meeeeen, jeg synes faktisk at bearnaisen baseret på indkøbt essens smagte kraftigere og på en eller anden måde… mere bearnaise-agtig. Sorry! Jeg skal nok forsætte med at eksperimentere, men jeg vil stadig mene at essensen er pengene værd. Særligt fordi det ingen tid tager at lave saucen og du ikke behøver diverse eddiker, skalotteløg og hvidvin i huset.

Fritterne var også lidt af et eventyr i sig selv. Enhver der har prøvet at lave pommes frites derhjemme, ved hvilken hovedpine det er at få dem sprøde. Men det lykkedes faktisk hertil aften! Jeg skal ikke tage æren, for bedriften skal helt klart tillægges den yngste pseudo, men jeg kan da lige liste de vigtigste highlights:

  1. Kartoflerne blev skåret i identiske skiver for at sikre en mere jævn kogning/stegning.
  2. De blev kogt 5-10 minutter for at blive let møre
  3. Friturestegning foregik over 2 omgange. Første gang for at blive let gyldne og anden gang for at blive sprøde og færdige

Resultatet var sprøde, gennemstegte kartofler. Godt med havsalt og bingo – perfekt arbejde!

Imorgen vil der på bloggen ske noget historisk – jeg afslører ikke hvad, men det bliver blogtastic! :D

 

Kaaaage og mere mad

22 May


Min farmor og farfar ankom idag så jeg stod naturligvis for desserten. Det blev til en opskrift på hindbær-kærnemælks kage. Jeg har ikke haft bagt den før, men fandt opskriften på smitten kitchen – en blog jeg også dagligt følger med i. Jeg har tilladt mig at oversætte opskriften fra engelsk til dansk i tilfælde af folk vil afprøve den.

Hindbær-kærnemælks kage
5-6 personer

130g mel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
1/4 tsk salt
56g usaltet smør, blødt
146g sukker + ekstra 22g til toppen
½ tsk vanille ekstrakt
1 æg
1½ dl kærnemælk
1 bakke hindbær

Forvarm ovnen til 200g. Smør en alm. springform.

Bland mel, bagepulver, natron og salt.
I en anden skål piskes smør og sukker (146g) med en håndmixer til det er hvidt og blødt. Tilføj vanille og æg.

Bland skiftesvis mel og kærnemælk i smøret og mix indtil samlet. Hæld blandingen i formen. Fordel hindbær henover og drys med 1-2 spsk sukker.

Bag i ovnen indtil kagen er gylden. Pas på den ikke bliver mørk, læg evt. staniol henover når den har fået farve. Bag 20-25 minutter og lad den køle af i formen 10 minutters tid.

Server med flødeskum, vanilleis eller en blanding.


Man kan drysse den endelige kage med flormelis og flødeskum hvis man har lyst, eller servere den som den er. Vi siger ikke til nogen, at halvdelen af sukkeret blev tabt nedover kagen og næsten ødelagde mønsteret, shhh!


Mine bedsteforældre havde også nye danske kartofler med til aftensmaden, og åååh det er længe siden jeg har fået sådan nogen sataner! De blev spist med dansk smør og salt, det ville næsten være syndt at overhælde dem med sovs. Og så naturligvis de gode, hjemmelavede hvidløgsbrød.

 

Kampa Park

10 May


Vi har som nævnt besøg af mine bedsteforældre. De er kommet herned for at fejre min morfars fødselsdag og hans gave fra os var en tur på Kampa Park. Restauranten er en del af Kampa Group som jeg tidligere har blogget om (deriblandt Cowboys).


Vores bord stod ned til vandet i en lukket tilbygning med store (til alt held) pudsede vinduer og udsigt til Prag fra vandsiden. Karlsbroen på højre hånd og længere nede af breden kommer Rudolfinum og Four Seasons.


Blandt hovedretterne var en fiskeanretning med krabbe og laks. Tilbehør af friske aspargeshoveder, blomkålsflan og stærk balsamico.


Til os herrer kom der (naturligvis!) en stor peberbøf med cognacsovs, fritterede zucchini og en sprød rösti af krydret kartoffel.


Til dessert fik jeg noget de kalder for bitter chokolade/orange-tærte.. men tærte synes jeg ikke umiddelbart der var meget af! Tilgengæld var der en lækker karamel-crunch-is og to fuldfede stykker valhrona kage samt vanilleskum (nåja, og kandiseret appelsinskal på toppen).


Derudover var der chokolade-surprise kage med smeltet center. Serveret med mørk/lys chokoladesovs og søde kirsebær.


Og slutteligt en ostetallerken med 4 forskellige oste (deriblandt rosen), stikkelsbærkompot med nødder og sirup samt abrikoksmarmelade og to slags brød. Brødet var iøvrigt helt fantastisk lækkert og jeg mistænker dem lidt for at hente det ved den danske bager i Prag. Mmh!


Og når man så har siddet på sin flade i et par timer, så begynder de at tænde lysene udover vandet og man får pludselig et helt andet indtryk af broen og de mange statuer.

Iaften går turen ned på klosteret hvor jeg naturligvis nupper kameraet med. Derudover har jeg en brunsviger og lidt forskelligt andet at blogge når jeg får tid.

Altså antaget at jeg overlever eksamen imorgen.

Hej!

 

Culotte

05 May


Kender I det når man har planlagt sin måned nogenlunde tight, har fået sat alle ting ind i kasser og egentlig mener man har riiiimelig styr på det? Og så kommer der ellers en morgensur professor og fortæller dig at “Hey, jeg har lige besluttet at vi rykker eksamen to uger frem. Så I skal allesammen sådanset op på mandag!”

Jamen tak for… etellerandet! Nå, men det forklarer så hvorfor jeg er lidt stille og er gået lidt i panik. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke spiser noget. Det er blevet til culotte steg med bernaise, salat og hvidløgsbrød. Mmmh, hvidløgsbrød. Så nemt og så lækkert!


Og på anden dagen, kunne man jo så passende knalde culotten i nogen sandwichbrød og omdanne dem til en steakburger med masser af salat og salatmayo. Også mmh!


Jeg har vidst nævnt hvidløgsbrød før.. men anyway, det er så nemt, at dem skal I allesammen til at servere til sommermaden i år!

Hvidløgsbrød, nemme

Flute
1-200g smør
1 presset hvidløg
1 drys krydderi (oregano, basilikum, provence, hvad du nu kan lide).

Rør smørret blødt og pres hvidløg i. Rør sammen med krydderi og smør det på dine flækkede flutes. Bag dem i en varm ovn til de er sprøde og gyldne på toppen.

Tip: At bruge kuvertflutes er en rigtig god idé, hvis valget står mellem dém og så et aflangt flute. De bliver typisk mere sprøde og er lidt mere delikat at få serveret end 30cm langt hvidløgsbrød.

 
1 Comment

Posted in burger, bøf, kød, mad

 

Den var (heller) ikke gået i Danmark

28 Mar


Fluff… er et produkt der i al sin enkelthed består af… ubagte skumfiduser. Og inden I brænder mig på bålet, vil jeg gerne lige understrege at det var min egen MOR der kastede bøtten efter mig under påskud at der stod mit navn i bunden af krukken (med andre ord; hun tørrede sin egen nysgerrighed af på mig).


Sammen, brugte vi så det meste af formiddagen i dyb forargelse over etiketten på bagsiden. …”as part of a balanced breakfast”. Ja altså, undskyld mig, men hvordan kan skumfiduser nogensinde blive del af en sund kost? Og så i smørbar facon! Lur mig om ikke det er de tørrede æggehvider de påstår er sunde og nærende. Host.

Nåmen, ingen bøtte i køleskabet uden at den skal afprøves. Den klistrede, tykke masse dufter af skumfiduser og hænger også fast i alt ligesom skumfiduser.

På toast smager det.. hrm… altså… vi blev enig om at det mindede om en blanding af smeltet hvidchokolade og honning, men ad.. jeg kan ikke forestille mig at jeg nogensinde vågner akut og længes efter Fluff. Tværtimod kan jeg forestille mig mangt et mareridt med Fluff der forfølger og kvæler mig.

Med det sat på plads bringer vi en trist nyhed. Eller trist og trist, men som bagermester er den trist. Jeg KAN ikke lave flødeboller. Eller, det kan jeg så, men for helvede hvor det driller mig! Jeg lavede en portion igår som røg direkte i skraldespanden fordi sukkeret skilte fra æggehviderne.
Hårdnakket kastede jeg mig ud i en ny opskrift i formiddags og de ER faktisk blevet til flødeboller. Men det var ikke uden blod, sved og tårer. Jeg giver jer ikke nogen opskrift før jeg har afprøvet den flere gange og fixet småfejlene.

Men faste, cremede og nogenlunde flødebolle-agtige blev de. Næste gang skal bundende være tyndere, der skal være mere creme per flødebolle og jeg vil gerne undgå at bruge 2½ time på at vaske karamel af Kenwooden.


Drysset med kokos og chokolade ligner de jo nærmest.. ja.. flødeboller! Hurra!

Aftensmaden bestod af traditionel schnitzel (af mørbrad i mangel på bedre, host), pommes og bernaise. Vi fik de smørstegte sidste gang vi lavede wienerschznitzel, så det er derfor vi denne gang besluttede at gå efter noget andet. Tilgengæld var der masser af friskrevet peberrod og citron, mmmh.

Og så skulle æggeblommerne fra flødebollerne naturligvis anvendes. Så det blev til chokolademousse. Igår blev blommerne brugt til creme brulee med den sædvanlige vanille smag, mmh det er også lækkert. Og en god undskyldning for at få lov til at lege med flammekaster.