RSS
 

Archive for the ‘is’ Category

Daim parfait

14 Oct

Det er nemt og smager godt.

Første gang jeg fik den her parfait med daim var på min rus-tur for studiet i København.

Vi skulle lave dessert til hele årgangen og piskede i den forbindelse skræmmende store mængder flødeskum. Min store skepsis over hvorvidt isen kunne nå at blive tilpas indfrosset blev heldigvis gjort slemt til skamme.

Det er ingen hemmelighed at jeg henover sommeren har lavet rigtig-rigtig-rigtig mange liter hjemmelavet is sammen med soulmaten. Deriblandt mango, jordbær, after-eight og diverse andre varianter. Men fælles for dem alle har været temmelig lang forberedelsestid.

Da vores holdinstruktør derfor fortalte os at vi skulle lave is til 300 mennesker på bare 8 timer var jeg – for at sige det mildt – teeeemmelig skeptisk.

Det ligger jo iøvrigt slet ikke til mig.

Nå, men det viste sig jo at instruktøren fik ret. Isen blev perfekt, dejlig cremet og en kæmpe success.

Jeg har sidenhen brugt grundopskriften til at servere en variant med appelsin og mørk chokolade (det var dengang jeg introducerede soulmaten for hr. kæreste, og jeg tillægger helt bestemt graden af success med den fantastiske smag af parfaiten) og lavet en nem appelsin/karamelsovs til.

Det har jeg ikke gjort i denne omgang – istedet har jeg nuppet den super nemme løsning. Æggesnaps vendes forsigtigt med flødeskum, omrøres med daim og knaldes i fryseren – færdig bang, parfait for alle pengene!

Det er nemt, det er hurtigt og det smager vidunderligt (okay, lød det som en dårlig ugebladsreklame, men det er altså sandt!)

Daim parfait:
3-4 personer

4 æggeblommer (past.)
2-3 dl flormelis
3-5 spsk vanillesukker
2½ dl piskefløde
1-2 pakker med daim

Æggeblommer røres til æggesnaps med flormelis og vanillesukker (brug gerne en vanillestang hvis muligt, eller rigtig meget vanillesukker – det er næsten umuligt at overdosere her).

Pisk fløden stiv og vend æggesnapsen forsigtigt med en spatel. Bland ligeså forsigtigt knust daim i blandingen og hæld den i portionsskåle, et fad eller lign.

Indfrys så længe som muligt.

Variation: Orange/Mørkchokolade, after-eight, jordbær, brombær, hinbær, karamel, lakrids, etc.

 
13 Comments

Posted in is

 

Les Moules

29 Mar

… det’ jo søndag. Og så var vejret ikke til meget andet. Det drypper lidt i disse dage, men de lover 17 grader i næste uge. Skulle det ske at vejrguderne holder hvad de lover, kunne jeg måske fristes til at hoppe i forårsjakken. Vi må se.


I dagens anledning hoppede jeg på en ny anretning af muslinger som jeg ikke har fået før. De er lavet ‘thai-style’ med citrongræs, kokosmælk, chili, hvidløg, ingefær og sikkert også en masse andet godt. De smagte skønt!

Jeg er særligt vild med at losse en masse jasminris ned i kokosmælken og suge en masse af smagen til mig. Så mærker man også chilien på panden.


Og for ikke at rode mig ud i endnu en chokoladedessert, sprang jeg istedet på en let anretning af is. Fra venstre jordbærsorbet (virkelig god), chokoladeis (virkelig kedelig) og sidst vanilleis (udmærket). Jeg synes helt bestemt at servitricen forsøgte at forklare mig, at de havde estragon-is… men jeg kan have hørt forkert.. det var selvsamme tjener som kom med 4 gedeoste da vi havde bestilt max 2, og lys portvin da der var blevet bestilt mørk. Så.. estragon-isen må jeg vidst drømme om.

.. men hvad dælen kan hun ellers have ment.. estra..hrm.. estra… umiddelbart kan jeg ikke lige komme på nogen normale smagsvarianter der minder om ordet ‘estragon’. Jeg bliver nødt til at spørge hende om fjorten dages tid når vi kommer igen.

 

Vejret..

26 Nov

.. er måske ikke lige til en omgang is. Men ikke desto mindre var vi i weekenden forbi isbutikken Cream&Dream igen. Det er lidt uhyggeligt så afhængig man kan blive af ordentlig flødeis med gode råvarer.

Inden turen gik til isbutikken, var vi dog inde og få noget ‘rigtig mad’ ved Ambiente’s Pasta Fresca atter en gang. Her på billedet er det skiver af steak med diverse grøntsager og chili samt naturligvis pasta. I baggrunden anes skålen med brydebrød der altid bliver serveret.


Eftersom vejret ikke just indbyder til lange ture ind til byen (ihvertfald ikke før juleboderne kommer ordentligt op, og julestemningen breder sig bare lidt mere), så har vi aftalt at lave æbleskiver her inden længe. Billeder + opskrift vil selvfølgelig blive blogget.