RSS
 

Archive for the ‘fritter’ Category

Hard Rock Café

19 Oct

Nachos

Vi var på Hard Rock Café som det sidste inden jeg forlod Prag for denne omgang. Jeg var meget (for ikke at sige virkelig meget) imponeret over hvor godt deres berømte burger smager, men lad os lige starte ved forretten.

Nachos er altid godt, så nachos blev bestilt sammen med drinks – der var happy hour på cocktails, hvem sagde double up strawberry daiquiri? Jeg gjorde ihvertfald!

Som det fremgår lidt uklart af billedet, så blev de serveret med en masse grønt, gaucamole og stærk chili. Hvorfor de er så vilde med at tvære bønner ud i mine kære nachos og gøre dem bløde ved jeg ikke, men de blev tilgivet så snart jeg fik serveret min burger (og bundet min drink).

Burgeren var meget (næsten for meget?) simpelt opbygget med brød, bøf,  cheddar, bacon, friteret løgring, sennep og top. Jeg havde af gode grunde udeladt ketchup, men ellers følger det selvfølgelig også med (og frisksnittet tomat, woohoo!)

Og som kronen på værket havde de fritter. Dem har jeg nemlig hørt meget om. De skulle være ustyrligt lækre og super sprøde. Men.. ja. Enten var ønskebrønden gået i stykker for dem eller også havde tjeneren savlet ned i min mad.

Under alle omstændigheder var de ikke specielt spændende, men smagen (og størrelsen) på burgeren udlignede helt naturligt behovet for at stoppe mere i munden alligevel. Fik jeg nævnt at den virkelig var god? Jeg ved ikke hvad de har gjort ved den bøf (og ved heller ikke om jeg VIL vide det), men den smagte helt vildt fantastisk godt og havde den lækreste grillsmag.

Ja, jeg var nærmest helt ked af det da jeg dagen efter stod i lufthavnen med en McD burger i hånden og skulle hjem.

Burger

 

Roastbeef, bearnaise og fritter

09 Oct

Roastbeef, bearnaise og fritter

Så kom jeg til Prag, det blev Fredag og dermed tid til rå-hygge!

Derfor har menuen stået på roastbeef, hjemmelavede fritter og rørt bearnaise – fra bunden!

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg tidligere på måneden gik i kast med bearnaise og havde en ganske orgasmisk oplevelse med den listige (og ikke spor fedtfattige) sovs.
Men der var også lidt beklagelser over at jeg havde tilladt mig at basere sovsen på indkøbt essens fra Brugsen.

Derfor blev det iaften en sovs baseret på rene råvare, dvs. alt blev lavet fra bunden – inklusiv essens. Jeg skimmede forskellige opskrifter på sauce bearnaise og tog lidt hist og her. Men summasummarum blev, at essensen kogte ind på hvidvinseddike, tør hvidvin, estragon og skalotteløg.

Resultatet? Hmmm.. altså, selvfølgelig smagte det vidunderligt fordi saucen var hjemmelavet og tusind gange bedre end indkøbt pulversauce.. meeeeen, jeg synes faktisk at bearnaisen baseret på indkøbt essens smagte kraftigere og på en eller anden måde… mere bearnaise-agtig. Sorry! Jeg skal nok forsætte med at eksperimentere, men jeg vil stadig mene at essensen er pengene værd. Særligt fordi det ingen tid tager at lave saucen og du ikke behøver diverse eddiker, skalotteløg og hvidvin i huset.

Fritterne var også lidt af et eventyr i sig selv. Enhver der har prøvet at lave pommes frites derhjemme, ved hvilken hovedpine det er at få dem sprøde. Men det lykkedes faktisk hertil aften! Jeg skal ikke tage æren, for bedriften skal helt klart tillægges den yngste pseudo, men jeg kan da lige liste de vigtigste highlights:

  1. Kartoflerne blev skåret i identiske skiver for at sikre en mere jævn kogning/stegning.
  2. De blev kogt 5-10 minutter for at blive let møre
  3. Friturestegning foregik over 2 omgange. Første gang for at blive let gyldne og anden gang for at blive sprøde og færdige

Resultatet var sprøde, gennemstegte kartofler. Godt med havsalt og bingo – perfekt arbejde!

Imorgen vil der på bloggen ske noget historisk – jeg afslører ikke hvad, men det bliver blogtastic! :D

 

Bekaget!

15 Mar
(Click ‘em all big)

Ja, du læste rigtigt – bekaget, og ikke begavet. Selvom jeg i virkeligheden burde sidde herhjemme og skrive, skrive, skrive på min opgave til imorgen, så endte jeg alligevel på Les Moules med pseudo-teenagerne (ja, det er klart at jeg måtte trues med at blive gjort forældre- og arveløs før jeg indvilligede i at tage med på betalt frokost – så pligtopfyldende en studerende er jeg nemlig).


Og fordi jeg ikke var voldsomt sulten kastede jeg mig ud i stedets mixed salad med dybstegte calamari (blæksprutte) og citron-dressing. Og det var.. urhm. Som at få støvsuget tungen for al fugt og smag. Dét skal jeg ihvertfald ikke have igen. Men nogen gange SKAL man jo prøve noget nyt.


Apropos prøve noget nyt….. ….. ….. ja, den yngste pseudo-teenager kastede sig atter en gang over de store muslinger kogt på dark leffe (øl), løg og krydderurter. Duften er lige skøn hver gang, men helt ærligt! Der må snart nye boller på suppen – mor!


Hvad de tilgengæld ikke behøver udelade er stedets belgiske fritter med senneps-mayo. Nurj, det er godt – og jeg kunne æde mig gul og blå i dem (ja, så kan I selv tænke jer til hvor mange jeg egentlig er villig til at fortære).


Og naturligvis ost og portvin til dessert – og kaaaage for mit vedkommende. Lava-kage med blødt, smeltet centrum og karamel gitter.


Det er snart påske og jeg skal have lagt hovedet lidt i blød for at finde diverse påske-opskrifter jeg vil have afprøvet. Jeg håber lidt at det passer med at blive efter mine midterms, så jeg ikke skal stresse over læsning OG kagebagning samtidig (se bare hvor galt det gik til jul).


Og når man nu spiser derinde hver anden (i visse perioder; hver) weekend, så er det selvfølgelig kun naturligt at man får serveret belgiske chokolader på husets regning til kaffen..


… og en hel mango-kage med chokoladebund og nødder til at tage med hjem. Tro ikke at de kiggede underligt på os da vi kom travende med fad, kage og shoppingposer igennem Prag centrum. Det plejer at være vin, ande-confit eller belgiske chokolader som de kaster efter pseudo-teenagerne, men det der med at få en hel kage med hjem må siges at være en ny (og spændende) trend!

 

En tur i ønskebrønden

07 Feb


Jeg har aldrig påstået at vi lever specielt sundt i min familie. Tilgengæld prøver vi at variere kosten (yeah right) og det var naturligvis (harrharr) også tilfældet hertil aften. Vi skulle have resterne af roastbeefen fra igår – kold, og med bernaise. Det var oprindeligt tiltænkt med råkost og fritter, men råkosten forsvandt i takt med at X-factor (båndet optagelse) blev mere spændende og fritterne trak tænder ud.


Jeg gider ikke engang at anbefale jer at lave dem. Det er jo ikke nogen videnskab – kartofler skåret i tynde stænger og i dette tilfælde også sweet potatoes – og så en tur i varm olie. Hurrahurra, hvis der er tid til det kan de steges i to omgange for at blive ekstra sprøde. Men ellers.. besværet værd? Njaeh.. nej. Egentlig ikke. De blev hverken sprødere eller bedre end dem man køber i pose. Tilgengæld er man 100% sikker på hvad man spiser, og at de ikke er tilsat alt muligt underligt og dét er måske i virkeligheden grund nok til at lave fritter selv.

Imorgen står den på Vonda Shepard-koncert i kongreshallen og en tur på en ny, Italiensk restaurant kaldet Aromi.