Nicolais Verden

Efter min Marshmellow Fondant (MMF) debut tidligere på ugen, valgte jeg idag at kaste mig ud i atter en portion. Jeg har gemt resterne fra den hvide fondant, som jeg så vil betrække næste kage med, og forhåbentlig pynte med den nye, lyserøde fondant. Ja, nu skal I ikke lægge så meget i hvorfor den lige bliver lyserød, den kunne ligeså godt være blå, grøn eller gul – men nu havde Marks & Spencer jo altså kun poser med hvid og rød, ikk’?

Anyway, som I kan se havde vi stadig tilstrækkeligt med ingredienser ved hånden. 200g marshmellows, flormelis og neutralt fedtstof.
Som sidst klippede jeg også mine marshmellows i mindre tern denne gang, for at de nemmere kunne smeltes.

Over vandbad og med et par spiseskefulde vand henover skumfiduserne, så var det bare at væbne sig med tålmodighed.

Efter en ruuum tid, begyndte der endelig at ske noget (mind mig om, at jeg næste gang lige giver vandbadet en tur i elkogeren først. Så MÅ det da skynde lidt på processen. Mens skumfiduserne smeltede (eller nærmere; svedte) så kunne jeg passende smøre skålen med crisco (eller Hera som jeg erstatter det med her i Tjekkiet).

Det gør jeg for at undgå at dejen skulle klistre sig fast til bunden af skålen som ethvert andet parringsritual for blæksprutter. Nok om dyreriget, tilbage til skumfiduserne, når massen har nået passende konsistens hældes den over i skålen, og man smører lige dejkrogen for en sikkerhedsskyld (ikke at det hjalp en hujenes fis, men det lyder jo godt at være beredt).

Med den flydende og unbelievably sticky dej i røremaskinen, kan man begynde at si flormelis ned i. Og ja, jeg mener si. Jeg ved godt at mange tænker ‘skiiidt pyt, det har jeg aldrig gjort’ men jo, fakkertalt, det hjælper – medmindre du synes små, knasende klumper sukker i din fondant er top-dollar. Så – si, folkens!

Når det er gjort, så tænder du for maskinen (eller ærger dig over mangel på samme, og stikker fingrene direkte ned i den varme, klistrede dej) og lader den køre. Bliv ved med at bruge skraberen til at få kanterne renset.

Af frygt for at gentage fejlen med den hvide fondant, og overmætte dejen med for meget flormelis, valgte jeg at tømme dejen forholdvis tidlig ud på bordet. Og det er så her, vores fantastiske foto-serie kommer til en brat ende (og jer der stadig sidder og tænker på dårlig karma, fra ovenstående bemærkning om køkkenudstyr, har så endelig vundet).

Nå, dejen røg ud på bagepapir og det første den gjorde var at sige SCHWUUUP og suge sig fast på papiret som tidligere nævnte blæksprutte eller min ekskæreste under vores første kys.
Med megen magt og vælde fik jeg vristet den fri med crisco, flormelis og med lidt hjælp fra moderen der allervenligst holdt papiret fast. Efter en masse ælten frem og tilbage, fik jeg endelig lidt samling på stadset og smidt den i en omgang vita-wrap. Den ligger nu og hviler sig ved siden af den hvide fondant nede i vores kolonialrum (det lyder farlig fornemt, hva? men så prøv du at flytte til udlandet. Et eller andet sted skal du jo have dine lakridser, tarteletter, rugmel og diverse andre hardcore dansker-produkter man ikke kan opstøve syd for grænsen).

Nu skal jeg ‘bare’ lige have smidt en mudcake sammen, fundet en opskrift på god hindbærmousse og så lavet endnu en spand buttercream, så er vi efterhånden klar til at min mormor og morfar ankommer i weekenden for at fejre Mortens Aften (aaaaaaaaaaaand, savle savle).

Og så skal I naturligvis ikke snydes for et billede af eftermiddagskagen med friske hindbær og .. ja.. cola. Super match, shh.