RSS
 

Archive for the ‘chokolade’ Category

Les Moules

29 Mar

… det’ jo søndag. Og så var vejret ikke til meget andet. Det drypper lidt i disse dage, men de lover 17 grader i næste uge. Skulle det ske at vejrguderne holder hvad de lover, kunne jeg måske fristes til at hoppe i forårsjakken. Vi må se.


I dagens anledning hoppede jeg på en ny anretning af muslinger som jeg ikke har fået før. De er lavet ‘thai-style’ med citrongræs, kokosmælk, chili, hvidløg, ingefær og sikkert også en masse andet godt. De smagte skønt!

Jeg er særligt vild med at losse en masse jasminris ned i kokosmælken og suge en masse af smagen til mig. Så mærker man også chilien på panden.


Og for ikke at rode mig ud i endnu en chokoladedessert, sprang jeg istedet på en let anretning af is. Fra venstre jordbærsorbet (virkelig god), chokoladeis (virkelig kedelig) og sidst vanilleis (udmærket). Jeg synes helt bestemt at servitricen forsøgte at forklare mig, at de havde estragon-is… men jeg kan have hørt forkert.. det var selvsamme tjener som kom med 4 gedeoste da vi havde bestilt max 2, og lys portvin da der var blevet bestilt mørk. Så.. estragon-isen må jeg vidst drømme om.

.. men hvad dælen kan hun ellers have ment.. estra..hrm.. estra… umiddelbart kan jeg ikke lige komme på nogen normale smagsvarianter der minder om ordet ‘estragon’. Jeg bliver nødt til at spørge hende om fjorten dages tid når vi kommer igen.

 

Den var (heller) ikke gået i Danmark

28 Mar


Fluff… er et produkt der i al sin enkelthed består af… ubagte skumfiduser. Og inden I brænder mig på bålet, vil jeg gerne lige understrege at det var min egen MOR der kastede bøtten efter mig under påskud at der stod mit navn i bunden af krukken (med andre ord; hun tørrede sin egen nysgerrighed af på mig).


Sammen, brugte vi så det meste af formiddagen i dyb forargelse over etiketten på bagsiden. …”as part of a balanced breakfast”. Ja altså, undskyld mig, men hvordan kan skumfiduser nogensinde blive del af en sund kost? Og så i smørbar facon! Lur mig om ikke det er de tørrede æggehvider de påstår er sunde og nærende. Host.

Nåmen, ingen bøtte i køleskabet uden at den skal afprøves. Den klistrede, tykke masse dufter af skumfiduser og hænger også fast i alt ligesom skumfiduser.

På toast smager det.. hrm… altså… vi blev enig om at det mindede om en blanding af smeltet hvidchokolade og honning, men ad.. jeg kan ikke forestille mig at jeg nogensinde vågner akut og længes efter Fluff. Tværtimod kan jeg forestille mig mangt et mareridt med Fluff der forfølger og kvæler mig.

Med det sat på plads bringer vi en trist nyhed. Eller trist og trist, men som bagermester er den trist. Jeg KAN ikke lave flødeboller. Eller, det kan jeg så, men for helvede hvor det driller mig! Jeg lavede en portion igår som røg direkte i skraldespanden fordi sukkeret skilte fra æggehviderne.
Hårdnakket kastede jeg mig ud i en ny opskrift i formiddags og de ER faktisk blevet til flødeboller. Men det var ikke uden blod, sved og tårer. Jeg giver jer ikke nogen opskrift før jeg har afprøvet den flere gange og fixet småfejlene.

Men faste, cremede og nogenlunde flødebolle-agtige blev de. Næste gang skal bundende være tyndere, der skal være mere creme per flødebolle og jeg vil gerne undgå at bruge 2½ time på at vaske karamel af Kenwooden.


Drysset med kokos og chokolade ligner de jo nærmest.. ja.. flødeboller! Hurra!

Aftensmaden bestod af traditionel schnitzel (af mørbrad i mangel på bedre, host), pommes og bernaise. Vi fik de smørstegte sidste gang vi lavede wienerschznitzel, så det er derfor vi denne gang besluttede at gå efter noget andet. Tilgengæld var der masser af friskrevet peberrod og citron, mmmh.

Og så skulle æggeblommerne fra flødebollerne naturligvis anvendes. Så det blev til chokolademousse. Igår blev blommerne brugt til creme brulee med den sædvanlige vanille smag, mmh det er også lækkert. Og en god undskyldning for at få lov til at lege med flammekaster.

 

Weekend!

06 Mar


Nej, det er ikke fordi jeg prøver at bilde jer ind at jeg har lavet kagen på billedet (eller.. okay, hvis I tror at jeg kan lave den slags, så må I gerne det. Ahermn). Vi var forbi universitetet idag for at hente nogen officielle transcripts fra min studietid her i Prag der skal bruges i ansøgning til sommer. I den forbindelse havde vi aftalt at smutte en tur forbi China Fusion og dernæst se om Madam Musso havde åbnet sin nye biks i midten af bybilledet. Men næ – det havde hun som det fremgår af billedet ikke.
Det var først meningen at hun skulle åbne i oktober, men det blev så rykket til december.. og så februar.. og nu er det sådanset marts.


Aftensmaden blev indtaget på den lokale Inder-restaurant – beklager at jeg ikke lige fik kameraet med, men det var heller ikke fordi man led af gammelsult efter forårsruller og stegte nudler med kylling fra frokosten. Mens vi sidder og slår mave går et lys op for den ældste pseudo-teenager “Det er fredag.. vi skal da ha’ kanelsnegle!?”.
Nej.. vi skal sådanset IKKE have kanelsnegle. 1) Vi har ingen dej og 2) Jeg gider ikke.

Well.. I was wrong. På begge punkter tydeligvis. Opskriften er samme som sidst. Snyd og kanel, men hey, de smager godt – og så tager de max 5 minutter at bikse sammen.


Og når man nu STÅR i køkkenet, hvorfor så ikke lave en ekstra appetizer? Jo, jo. Der var et halvt glas af chokoladecremen fra Marks and Spencer tilbage.. en smule fløde.. og en hel plade mørkchokolade. Vi laver da en ganache gør vi!

Halvanden time senere da cremen var kold og lækker røg den i en sprøjtepose og i de fine linseformer købt samme sted som chokoladen. En smule brombær for at give lidt sukker og sødme og voilá! Små hapsere til X-factor afgørelsen.

Så bliver det da ikke nemmere.

 

Forår? Forår!

02 Mar

To nykogte æg på hjemmebagt rugbrød med salat og øko-mayo. Et rødt æble og en blåbærmuffin med mørkchokolade – bliver det så bedre?


Igår stod aftenen på ganske almindelig flæskesteg, så intet nyt under solen dér. Iaften bliver det med salat, hvidløgsbrød og kold steg. Glæder mig allerede.

Blåbærmuffins med chokolade
18 stk

75 g smør
2½ dl sukker
2 æg
2 dl creme fraiche
4½ dl hvedemel
150 g friske blåbær
100 g grofthakket lys eller hvid chokolade
1½ tsk bagepulver

Forvarm ovn til 180 grader. Rør smør og sukker godt sammen.

Pisk æggene i ét ad gangen, og tilsæt creme fraiche. Sigt mel og bagepulver i og rør det derefter sammen.

Kom blåbær og chokolade i, og bland forsigtigt.

Fordel dejen i muffinsforme.

Bages i ca. 30 minutter

 

Valentine’s Day!

14 Feb


Jeg håber jeres Valentine’s Day har været lidt mindre hektisk end min. For det første stod jeg for sent op – okay det er weekend, who cares, men det var da heldigt at jeg havde bagt småkagerne igår, ellers var jeg aldrig blevet færdig.


Jeg havde besluttet mig for at bage NYbyheart’s banankage og fylde den med noget af det trøffelcreme vi købte igår. Det gik sådanset også fint nok, lige indtil jeg vippede kagen over på en tallerken og opdagede at… ja.. det giver vidst sig selv.


Fair, så må man jo finde et alternativ. Mig afsted mod den lokale kagepusher, men de var selvfølgelig udgået for færdiglavede kagebunde, så turen gik videre til Billa (Tjekkiets svar på Superbrugsen) men ak, de havde sørme heller ingen kagebunde. Erhm, nå, men så må man jo starte forfra! Velvidende at vi var udgået for bananer, smør og æg løb jeg hjemad igen med nye forsyninger under armen.


Næste kage blev heldigvis færdig. Imellemtiden havde jeg smidt en omgang Swiss Meringue Buttercream sammen og den røg en tur i køleskabet mens jeg lod kagen køle af og smeltede chokolade til småkagerne. De blev betrukket med mørk, lys og farvet chokolade.

Mens jeg stod dér med sprøjteposen, kom jeg til at spekulere over hvorvidt man kunne lave sine egne chokoladehjerte og stikke i kagen – det er dem I kan se til højre for småkagerne. Først lagde jeg en ring af mørk chokolade, dernæst en lys og sidst en lyserød. Over på en bageplade og ned i garagen for at køle af.

De færdige småkager med både farvet og alm. chokolade.


Selvom de sagtens kunne spises uden chokolade, gav det dem alligevel en afrundet sødme og lidt kontrast til den ristede kokos. Helt sikkert et hit!


Jeg tror at jeg til påske laver dem til små cirkler, og ovenpå bygger små chokolade-reder med påskeæg. Dejen er ihvertfald helt perfekt til at arbejde med.


Tilbage til kage-projektet. Her har jeg lagt den sammen med pisket fløde og trøffel. Derefter skar jeg den ud med hjælp af hjerteformen og lod den stivne i køleskabet en lille times tid.


Jeg synes som sædvanlig det er svært at få smørcremen lagt ordentligt på. Det er ikke helt nemt at undgå den trækker krummer med sig ud, men hvis man har mere tid, kan man jo dække den over 2 omgange og dermed maskere krummerne yderligere.


På med de hjemmelavede chokoladehjerter og lidt ekstra pynt og voilá!


Jeg håber alle har haft en dejlig Valentine’s Day, om ikke andet så som undskyldning for at få noget lækker mad og hygge :-)


Småkager med ristet kokos
2 bageplader

½ cup usødet kokosmel

¾ usaltet blødt smør

½ cup + 1 tsk sukker

3/4 tsk salt

½ tsk vanille estrakt

1 1/3 cup mel

Varm ovnen til 160 grader. Spred din kokos ud på et bagepapir. Bag i ovnen indtil det er let gyldent, ryst i ny og næ. Tager imellem 4-8 minutter. Lad det køle fuldstændigt af og kværn det så i en kaffekværn, blender eller lign.

Pisk smør og sukker med en håndmixer. Bland salt og vanilla i og hæld så melet i ad to omgange. Rør det tørrede kokos i og ælt dejen til den hænger sammen. Saml til en kugle og dæk den med husholdningsfilm og lad den stå i køleskabet mindst 1 time (kan stå i køleskabet max 2 døgn).

Tænd ovnen på 160 grader og tag din dej ud af køleskabet. Drys lidt mel på en bageplade og rul den så ud (bemærk at den kan være besværlig at arbejde med grundet smørret, så vær varsom med at rykke for meget i den. Rul den evt. ud med et stykke plastic imellem rullen og dejen. Ligesom med marcipan). Skær den ud i cirkler, former eller hvad dit hjerte begærer og bag dem i ovnen til de er gyldne, cirka 20 minutter (men hold øje med dem! Det går stærkt!) Overfør dem til en bagerist og lad dem køle af. De kan nu enten pyntes med chokolade, fyldes med creme eller spises som de er!

Kan holde sig i op til 1 uge i en lufttæt dåse.

Opskrift fra smitten kitchen.