RSS
 

Archive for the ‘bagning’ Category

Scones + Berømt gulerodskage

01 Sep

Som lovet kommer her opskriften på de FANTASTISKE scones med chokolade. Opskriften er eftersigende fra Magasin’s Reinh. van Hauen (og smager vidunderligt!)

Jeg valgte at komme en lille plade Toms mørk chokolade i dejen, man kunne også komme rosiner, nødder eller andet i. Alternativt lave dem plain uden noget som helst, og istedet smøre dem med smør, marmelade (eller være en rigtig sukkergris og give dem en ordentlig klat flødeskum) – kun fantasien sætter grænser!

Scones
55 stk

1150 g hvedemel
170 g sukker
10 g salt
50 g bagepulver
375 g smør
3/4 l kærnemælk
Æg til pensling

Jeg reducerede opskriften til en tredjedel og fik 25 flotte scones ud af portionen!

Mel, sukker, salt og bagepulver røres sammen i en skål. Sigt eventuelt for klumper. Smørret skæres i tern og nulres ud i melet. Kærnemælken tilsættes og det hele røres sammen. Bemærk at scones bliver bedst hvis de ikke bliver æltet for meget, men kun lige er rørt sammen. Hvis du vil tilsætte chokolade, nødder, rosiner, el. lign. så gøres det bedst efter kærnemælken er rørt i.

Form dejen til en lang pølse og skær dem ud i 2 cm tykkelse. Man kan også rulle dejen ud og stikke dem ud med et glas. Jeg rullede dejen til en pølse – det var helt klart nemmest!

Efterfølgende pensles dine scones med æg og sættes i en forvarmet ovn ved 220 grader på øverste ribbe i 10-12 minutter.

Husk at scones er allerbedst når de er frisk lavede!

Opskriften på NYbyhearts skønne gulerodskage kan findes her

Jeg kan fortælle at den smager SKØNT! Ud af de 5 vi sad rundt om bordet, hørte jeg MINDST to sige, at det var den bedste gulerodskage de nogensinde havde smagt. Kagens fluffy tekstur og krydrede smag af kanel er helt unik og fantastisk. Lav den folkens, lav den!

 

Svensk krydderkage

21 Oct

Svensk krydderkageDet her bliver et kort indlæg fordi jeg har knap 70 siders læsning tilbage inden sengetid og jeg skal op klokken kvart i kvalme imorgen.

Ikke desto mindre er det her en fantastisk krydderkage – jeg har ikke bagt den, det har pseudo-2, men jeg har knaldet glasur på den, og så tæller det vel nærmest også i en snæver vending?

Vi fik den samme dag som jeg rejste, så jeg nåede desværre ikke at spise hele kagen, men den er indbegrebet af hvad jeg forstår ved ‘krydderkage’.

Hvis du derfor – som jeg – craver krydderkage i ny og næ, så er det her opskriften du skal gå efter.

Og glem endelig ikke glasuren!

Svensk krydderkage

Rør 175 g smør og 225 g sukker sammen.

Pisk 2 æg i.

Bland 275 g mel med 2 tsk vaniliesukker, 1 tsk bagepulver og ½ tsk natron.

Rør det i dejen skiftevis med 2½ dl kærnemælk.

Hæld dejen i en smurt springform.

Bland 75 g sukker, 1 spsk kardemomme og 1 spsk kanel sammen.

Hæld blandingen oven på kagen og drej rundt i dejen med en ske, så kryddersukkeret fordeler sig, men stadig er synligt i dejen.

Bag kagen ved 175 grader i ca. 50 minutter og lad den køle af i formen.

Kan skal selvfølgelig pyntes med glasur.

 
 

Friendship dishpan cookies

27 May

Jeg har længe hørt diverse lovprisninger om disse cookies på jubii-debatten og endelig fået taget mig sammen til at afprøve dem. Den oprindelige opskrift er postet af brugeren alphilia og den kan findes her.

Friendship dishpan cookies

2 dl olie
2 dl farin, trykket godt sammen
2 æg
2 dl sukker
1/4 tsk bagepulver
½ tsk salt
1 tsk natron
2 dl hvedemel
½ dl havregryn
2 dl kokosmel
4 dl corn flakes
2 dl hakket mørk chokolade (300-400 g)

Bland olie og farin sammen.
Tilsæt resten af ingredienserne i den listede rækkefølge og bland godt hver gang.
Sæt kagerne på en plade med spiseskeer eller form dem i hånden.
Bages ved 180* i 10-15 min til de er gyldne.
Køl af og spis!

 
 

Kaaaage og mere mad

22 May


Min farmor og farfar ankom idag så jeg stod naturligvis for desserten. Det blev til en opskrift på hindbær-kærnemælks kage. Jeg har ikke haft bagt den før, men fandt opskriften på smitten kitchen – en blog jeg også dagligt følger med i. Jeg har tilladt mig at oversætte opskriften fra engelsk til dansk i tilfælde af folk vil afprøve den.

Hindbær-kærnemælks kage
5-6 personer

130g mel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
1/4 tsk salt
56g usaltet smør, blødt
146g sukker + ekstra 22g til toppen
½ tsk vanille ekstrakt
1 æg
1½ dl kærnemælk
1 bakke hindbær

Forvarm ovnen til 200g. Smør en alm. springform.

Bland mel, bagepulver, natron og salt.
I en anden skål piskes smør og sukker (146g) med en håndmixer til det er hvidt og blødt. Tilføj vanille og æg.

Bland skiftesvis mel og kærnemælk i smøret og mix indtil samlet. Hæld blandingen i formen. Fordel hindbær henover og drys med 1-2 spsk sukker.

Bag i ovnen indtil kagen er gylden. Pas på den ikke bliver mørk, læg evt. staniol henover når den har fået farve. Bag 20-25 minutter og lad den køle af i formen 10 minutters tid.

Server med flødeskum, vanilleis eller en blanding.


Man kan drysse den endelige kage med flormelis og flødeskum hvis man har lyst, eller servere den som den er. Vi siger ikke til nogen, at halvdelen af sukkeret blev tabt nedover kagen og næsten ødelagde mønsteret, shhh!


Mine bedsteforældre havde også nye danske kartofler med til aftensmaden, og åååh det er længe siden jeg har fået sådan nogen sataner! De blev spist med dansk smør og salt, det ville næsten være syndt at overhælde dem med sovs. Og så naturligvis de gode, hjemmelavede hvidløgsbrød.

 

Romkugler v.1.2

01 May


Husker I at jeg lavede kage, kage og atter kage da min faster og kusine var på besøg? Husker I også hvor meget kage der var i overskud efter det famøse kagebord? Nej? Okay, men det var altså meget! Særligt den enorme portion brownie jeg havde kastet mig ud i (med stooore, lækre chokolade stykker iblandet!) gav en del tilovers.


Og nu er jeg ikke typen der smider kage ud. Tværtimod! Jeg havde i forvejen frosset lidt lyse sukkerbrødsbunde ned, så det var faktisk kun smørcremen der manglede før jeg atter engang kunne begive mig ud i at lave romkugler. Jeg har tidligere blogget min opskrift på dem, men jeg tænker at jeg lige vil skrive den igen.


Romkugler.
Stk. rigtigrigtigmange.

1 frysepose med optøede kagerester, gerne chokoladekage.
100g smør
100g flormelis
1 spsk mælk
1 spsk rom-essens.
+ hvad end du nu vil pynte dem med.

Hvis du er fuldstændig hysterisk med at dine romkugler ikke må indeholde ‘hårde’ skorper fra den oprindelige kage, så foreslår jeg at du gennemgår hver kagerest individuelt og fjerner eventuelle hårde kanter.
Ellers smider du dine kagerester i blenderen og smuldrer dem. De behøver ikke være 100% mos, men jo mindre kageresterne er, jo bedre.
Det er så nu, at du bare kan bruge en god klat smørcreme hvis du har sådan noget stående. Hvis ikke, så kan du lave en superhurtig smørcreme ved at røre 100g BLØDT smør med 100g flormelis. Rør til det er lyst og luftigt. Giv det eventuelt 1 spsk mælk hvis det er for tykt.

Hæld nu 1spsk rom-essens nedover dine kagerester. Vend godt rundt for at det hele smager af rom. Hvis du har en blender der er god til at vende dej, så kan du bare blande romkuglerne færdige i den, men hvis du har en blender som mig, kan det være en fordel at hælde dejen over i en anden skål og røre den færdig med en mixer. Tilsæt smørcreme til romkuglerne hænger sammen og er klæge nok til at kunne formes samt pyntes.
Smæk fingrene i dejen og rul kuglerne i passende størrelse. Dyp dem eventuelt i varm chokolade, sukkerblomster, traditionelt kagepynt eller what have you.


Og når du så har trillet femten tusinde romkugler i mini-udgave og du har fået hold i ryggen, så er det på tide at finde en spiseske frem og lave de ENORME romkugler man køber hos bageren. Tril dem i lidt kokos, og de til forveksling ligner dem man køber. Enjoy!