
Igår havde vi lasagne i overskud til frokosten. Idag havde vi… to burgere i overskud.. til nem aftensmad imorgen. Det er nok fordi vi insisterer på at spise en temmelig stor portion salat ved siden af alting og derfor ikke kan æde 500g kød hver. Måske meget godt for økonomien, men skuffende når man må vinke farvel til burger nr. 2. Ikke desto mindre har vi aftalt at skrotte salaten og lave håndskårne stegte kartofler til maden imorgen. Jeg skal muligvis til immitra… immatrikulations…. eller sådan noget på universitetet imorgen. Det er et eller andet med at forstanderen står og giver dig hånden og byder dig velkommen (mens han med sikkerhed lummert står og fryder sig over din allerede kronisk dårlige samvittighed over manglende tid sat af til læsning).

Og mens vi så stod og lavede mad, blev vi enige om at det da kunne være lidt lækkert med en chokoladekage til dessert. Og nu da vi havde æg i overskud, mælk og smør der skulle bruges, så var det kun naturligt at bikse en hurtig kage sammen. Den stod så og bagte mens vi spiste. Og ding, så var der dessert senere på aftenen mellem kapitlerne personlighedspsykologi (Fik jeg iøvrigt nævnt at Freud gentagende gange nævner mænds mentale overlegenhed i forhold til kvinder og kvinders dybtfølte trang til at servicere os hankøn? Jaja, jeg siger det bare. Det er jo ikke for sjov at manden står i mine dyrtkøbte bøger.. vel? ;-) )

Så med fare for at have forarget 95% af mine læsere (you figure out the rest) vil jeg fluks poste opskriften på aftenens chokoladekage som iøvrigt smagte ganske fortryllende. Den bliver nok endnu bedre imorgen når den er kølet helt af og har sat sig lidt. Jeg skal ihvertfald have lidt med i madpakken.
Nem chokoladekage:
4 personer
5 spsk. kakao
125 G. hvedemel
150 G. sukker
1 tsk. bagepulver
½ lille tsk. salt
2 æg
125 G. smeltet smør
1½ dl. vand eller mælk
Glasur:
2 spsk. kakao
125 G. flormelis
1 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
2 spsk blødt smør
½ dl. kogende mælk
Alle ingredienserne blandes i en skål og røres sammen til dejen er cremet i konsistens.
Dejen kommes herefter i en lille form eller mindre springform. Bages i ovn på midterste rille på 155 grader i 35 min. Det anbefales ikke at bruge varmluft.
Stik med en nål i midten efter endt tid, for at se om kagen er færdig. Afhænger jo af type ovn.
Glasur:
Når kagen er kølet af, laves glasuren på følgende måde:
Alle ingredienserne, undtagen mælk, røres godt sammen, og blandes til slut med den kogende mælk. Smøres ud over den afkølede kage.