RSS
 

Død kylling og computer

07 Sep


Nu har jeg siddet den sidste time og slået hovedet uafbrudt ned i tastaturet mens jeg forgæves har forsøgt at overføre de sidste billeder fra mit kamera. Men akkenej, det fungerer ikke. Min laptop er officielt død og jeg skal finde mig et alternativ. Er på vej ud af døren og hjem til min lejlighed for at få sovet inden forelæsningen imorgen, men vil lige give en heads up om aftenens lækre indslag – og dessert ;-)

Vi blev enige om at tage hul på vores ene 2kg frostpose med kyllingebryst og marinere dem inden vi smækkede dem i ovnen. Vi brugte en krydderiblanding vi fandt fra santa maria der hed noget med kebab-mix. Salt, peber og vand kom i bunden og så blev babserne gnubbet med hvidløgsolie og krydderierne. Det tog knap en time at lave dem færdige i kombiovnen, men det kan sikkert gøres hurtigere i en større ovn (hvis man er så priviligeret).


Bagefter skrabede vi alt kødet af kyllingerne og samlede det i en skål. Væsken og fedtstoffet var kyllingen blev hældt over bulguren og en masse grøntsager blev tilsat blandingen på panden.


Deriblandt grøntpeber, gulerødder, squash, hvide løg og så naturligvis den trevlede kylling. Det hele blev serveret med lunt brød og vi lavede selvfølgelig en dobbeltportion så der er mad til frokosten imorgen. Vi har flækket et andet baguette og smurt det med miracle whip, lagt sprød iceberg i bunden og fyldt to plasticbøtter med blandingen så man kan stoppe det i brødet som en sandwich. Det kommer helt sikkert til at smage vidunderligt når det har trukket smag over natten. Nåja, og så tilsatte vi iøvrigt også frisk basilikum da det hele var vendt rundt. (Hvis nogen iøvrigt har et godt fif til hvordan man holder sådan en tingest i live, altså frisk basilikum, eller hvordan man anskaffer sig sådan en dusk for mindre end 20,- så sig endelig til. Vi ripper efterhånden sådan en fætter på mindre end et døgn og det er lidt dårlig økonomi).


Speaking of which, så sad vi og kiggede på resterne af kyllingebenene jeg havde trevlet og fik en fanfuckingtastic idé om at koge fond på dem. Så vi smed dem i en gryde med en masse krydderier, salt og peber og lod det koge henover aftenen. Nu har vi lige været henne og si det og det bliver så frosset ned i min fryser (hvis der efterhånden er plads). Vi er lidt i tvivl om hvad vi skal bruge det til, så hvis folk har nogen gode ideer så sig endelig til!


… jeg havde nær glemt desserten. Mens kyllingen alligevel var i ovnen og vi ingenting lavede, opdagede vi at der var 3 æbler i overskud fra ugens indkøb af frisk frugt. Så jeg fandt hurtigt en opskrift på crumble æblekage fra NYbyhearts hjemmeside og lavede den i en lidt mindre version med HÅNDpisket flødeskum (seriøst, den elpisker skal købes inden mine håndled falder af).


Æblekagen smagte som antaget helt vidunderligt og kanel, sukker og æbler udgjorde en fin kontrast til det sprøde crumb på toppen. Ligesom vi elsker det :-)

Nu vil jeg hoppe på cyklen og tage hjemad, jeg er så heldig at skulle spise hos min ene faster og fætter imorgen aften, så der skal I ikke regne med at der bliver blogget. Jeg regner med at sætte mig ind på læsesal efter forelæsningen imorgen og terpe igennem noget af det stof jeg har misset i weekenden under min RUStur.

Vi taler iøvrigt noget om alle de halv-pinlige billeder der er kommet op af mig på facebook. Jeg beklager på forhånd dybt for hvilke psykiske lidelser I måtte påtage jer ved at se dem, og påpeger i den forbindelse at jeg om 5 års tid gerne vil hjælpe jer med lidt samtaleterapi… for 800,- i timen naturlichweiss ;-)

 
 

Leave a Reply

 
 
  1. Vibeke

    September 8, 2009 at 02:15

    I kunne jo så basilikum i nogle potter, de skal stå lyst i et vindue, jo mere man plukker jo mere får man, dvs. man skal plukke et stykke nede på stænglen, og gør man det, det rigtige sted, så får man en forgrening, jeg vil gerne vise jer hvordan på min blog,- det må da også kunne gøres ved de potter man køber, jeg sætter nogle billeder ind i morgen tirsdag.
    Ang. kraften I kogte, så brug den til saucer.

     
  2. Balladen

    September 8, 2009 at 10:18

    Basilikum: Køb dusk i Netto til 7 kr. og plant i et glas (lys til rødderne tror jeg er tippet), som stilles i en vindueskarm med lys. Pluk kun de store blade (og ikke stænglerne), tør ud og overvand 1-2 gange om ugen:D Det er min teknik, og jeg har aldrig haft en basilikum så længe!

     
  3. Newyorkerbyheart

    September 8, 2009 at 11:19

    Hvor ser det lækkert ud – som sædvanlig – jeg håber at jeg får lov til at smage din kogekunst en dag :-)

    Brug den kogte fond til risotto eller ja, bare saucer, det er altid godt…..

    Mange hilsner
    Birthe

     
  4. maiken

    September 8, 2009 at 12:57

    jeg har også altid friske urter i min vindueskarm. Ved de fleste købmænd køber man dem i en lille potte med plastik omkring. Jeg sætter det hele i et lille glas, med plastiken. Det gir nemlig drivhus effekt, så der hele tiden kommer nye friske urter… og de er jo ikke til at undværre :)

     
  5. Lone

    September 8, 2009 at 13:59

    Den eneste måde jeg kan holde liv i basilikum er en selvvandingspotte. Så drikker den selv det, den har brug for. Min 7-kroners-plante fra Netto kører pt. på fjerde eller femte måned :-)

    Og når jeg nu er i gang med kommentarfeltet, så tak for en skøn blog!

     
  6. Piskeriset

    September 8, 2009 at 20:22

    Altså Nicolai! Et håndpiskeris er da gratis fitness, og som studerende må du da sætte meget pris på de gratis goder ;-)

     
  7. Anonymous

    September 9, 2009 at 10:15

    Stor potter basilikum køber man bedst i de etniske grønthandlere. Og så er tricket vand, vanf og atter vand.

     
  8. Jule Mig

    September 20, 2009 at 10:49

    Hvis du en anden gang skal lave flødeskum og ikke har en elpisker, så går det faktisk rimlig hurtigt på denne måde..

    Hælp fløden i en frysepose, der skal også være luft i, bind så knude på, hold på posen i begge ender, ryst og… ja hurtigt har du flødeskum…