
Der er ikke noget sjovere end at lave mad i andre folks køkken. Særligt hvis du står og skal bage kage til en flok mennesker og kaster dig ud i en opskrift du aldrig har prøvet før. Jeg har efterhånden prøvet det et par gange henover sommeren, men til forskel fra de sidste par gange, var det her køkken heldigvis udstyret med både vægt og elpisker. Hurra!

Jeg har længe gået og kigget langt efter NYbyheart’s Gunvor-kage. Alle har givet positiv feedback på kagen og rost den til skyerne, sågar kaldt den fantastisk. Så da jeg stod med næsen i Bilka’s frugtafdeling og kiggede på fine, søde blåbær, vindruer og bær, så var det ikke svært at beslutte sig.

Kagen tog ikke lang tid at bikse sammen – faktisk tror jeg, at jeg brugte længere tid på at lede efter skåle og elpisker end jeg brugte på at smide ingredienserne sammen og bage kagen. Det siger så måske mere om mig, end om kagen, men hey, det kan ikke være min skyld at jeg har stedsans som en blind høne.
Men resultatet var ikke bare en god kage, men en fremragende, udsøgt kage jeg helt sikkert vil lave igen. Den bløde, mazarin-agtige kage, det sprøde marengs og den bløde flødeskum samt de søde bær, gjorde kagen helt ustyrligt indbydende. Og ja, jeg vil helt bestemt tilråde folk at følge opskriften og tilføje creme fraiche til flødeskummen. Selvom det kan være tilsnærende at gå “all the way” og droppe det syrlige mælkeprodukt, så er det altså det værd. Ellers tror jeg kagen bliver en noget tungere og kvalm oplevelse.
Jeg har overvejet om det kunne fungere hvis man smeltede noget chokolade og penslede mellem dejen og marengsen inden den bliver bagt og sat på køl. Det kunne være lidt lækkert med en bid mørk, bitter chokolade i midten af det hele. Men jeg har ikke gennemtænkt ideen fuldstændig endnu (ved idet hele taget ikke om chokoladen ikke bare vil smelte i ovnen og forsvinde ned i kagen, eller om den rent faktisk vil blive liggende).

Åh, ja. Og så var jeg lige en tur i Tivoli igår. Hvorfor, med hvem og hvordan vil jeg ikke afsløre ( ;-) ) men jeg vil sige, at det var en af de hyggeligste dage jeg har haft længe. Faktisk nåede vi også til Nyhavn og fik frokost inden turen gik tilbage i parken og der blev serveret bornholmsk unghanebryst med frisk pasta og rød pigment til aftensmad i den lille restaurant der ligger ved det store møllehjul ned til vandet (bag det flyvende tæppe).

Da mørket var faldet på og de (frygtelige, undskyld!) familier med skrigende unger og sure teenage-tøser var taget hjem, var Tivoli helt fantastisk hyggeligt. Jazz-musik flød ned langs stierne og kulørte lamper oplyste parken i alle tænkelige farver. Ja, forudsigeligt og totalt lav-kultur, men det har altså også sin charme! ;-)
Hertil aften har vi spist hos mine bedsteforældre igen (jaja, I behøver ikke sende mig anklagende blikke, de inviterede – næsten – helt af sig selv!). Vi fik en lækker steg på grillen med dertilhørende kartoffelgratin.
Imorgen går turen til Roskilde for at overtage lejligheden og få nøglerne udleveret. Derudover skulle jeg gerne forbi kommunen og meldes til. Krydser lidt fingre for at der ikke sidder nogen sure mokker dernede.