Ja, altså.. det er jo ingen hemmelighed at jeg tog til Århus for at lære de forskellige tips og tricks bag de små, satans søde macarons. Det var derfor med stor ærefrygt at jeg gav mig i kast med Anarkistens opskrift i eftermidags.
Ser vi bort fra at jeg lige præsterede at smadre Kenwoodens mini-hakker, så gik det egentlig meget fint med at male mandelmel og samle ingredienserne.. men som sædvanlig synes jeg marengs er dødens pølse, ISÆR når det ligger der i skålen og kigger op på mig med fedtet overflade og hvæser “Pas på eller jeg skiller! Kald mig tyske dyrenavne eller jeg skiller!”.
Nåmen, jeg synes egentlig den blev temmelig god denne gang. Den virkede ikke skilt og den var fed og klistret som jeg husker Anarkistens var. Op i det farvede mandelmel, flormelis og æggehvide.. Bumbumbum og ikke røre for meget. Men ALLIGEVEL blev dejen en smule for flydende (synes jeg). Anyway, op i en sprøjtepose og ud på papiret. Mind mig om, at det ikke fungerer skide godt at klippe hul i en frysepose og tro du kan klemme macarondej ud af spidsen. Niks, find en rigtig tylle.
De blev derfor en anelse for store og ujævne, så jeg konkluderede at jeg nok var død ved macaron-kølle, men blev alligevel stædig og besluttede mig for at bage dem efter en laaaang hævning.
Og vupti, så fik de sgu fod. Altså, ikke nogen gigantisk wunderbaum-fod som Sif’s, men en lillebittenybegynderwannabenewbie-fod! Og jeg var meget glad da jeg opdagede at ingen af dem knækkede på midten men istedet beholdt en solid, glat overflade. Yiiirrr!
Netop fordi jeg antog det ville gå i kage, havde jeg ikke forberedt noget fyld. Det må jeg gøre imorgen. Men fordi I ikke skulle gå glip af min jomfruelige macaron-fødsel, fyldte jeg et par stykker med ganske almindelig hindbærmarmelade og samlede dem. De smager ganske fortrinligt, men jeg savner lidt noget syrligt fremfor det sukkersøde i marmeladen. Så imorgen bliver det nok lemon curd igen. Sidste gang jeg lavede det til mine lemon meringue pies var den ihvertfald en stoooor success.
Loading ...