Nicolais Verden

Jeg har lige været offer for min egen grådighed. Ja, sådan er det når man tvinger sig igennem et halvt fad tiramisu fordi man liiiiiige skal sikre sig hele kagen er god.

Lige siden vi opdagede Mamma’s tiramisu fra den lokale italienske pusher, har jeg grublet over at ville lave desserten selv. Problemet har tildels været dovenskab men også problematikken med salmonella. Hernede i Tjekkiet mener vi at fortrængning er den perfekte løsning til et globalt problem. Derfor sætter vi absolut nada pasteuriseret i produktion, og hvis man spørger den danske ambassade vil de svare dig (i en relativt lang mail, faktisk) at den slags har vi ikke her i Prag.

Yeah right. Nå, men så var det at den yngste pseudo opdagede en opskrift på tiramisu UDEN æggehvider i Gordon Ramsay’s Fastfood.

Og den er helt sikkert blevet godkendt hele vejen rundt i huset. Nu mangler jeg bare at vriste resten af min tallerken fra hunden. Han har i skrivende stund skubbet den fem gange rundt om min stol og ind under sofabordet.

Tiramisu
3-5 personer / 1 hund

1½ dl piskefløde
4 spsk flormelis
250g mascarpone
1 tsk vanilleekstrakt
3 spsk marsala (el. cognac)
2 dl stærk kaffe
20-24 ladyfingers
kakao til at sigte over

Pisk fløden til blødt skum med 3 spsk flormelis, pisk så mascarpone, vanille og 1 spsk marsala i.

Sød kaffen med den sidste spsk flormelis, rør til opløst og hæld resten af marsalaen i (ja altså kun 2 spsk, ikke resten af flasken).

Drys med kakao i bunden af din form. Dyb ladyfingers i kaffen (nemmest hvis du hælder den over i en dyb tallerken) og dæk bunden helt. Kom et lag cremen over og drys med kakao. Læg endnu et lag ladyfingers og forsæt til du dækker desserten med et sidste lag creme og glem endelig ikke kakao. Stilles på køl i mindst 20 minutter inden servering.

Ja, det er helt rigtigt – de ligner mere en makron end en macaron. Let’s face it, de blev UDEN fødder denne gang. Sigh.

Jeg brugte endda tippet om at flække æggene 24-timer i forvejen, men jeg fik stadig ikke yndige små-nuttede fødder som diverse websites praler af rundt om på nettet. Nå, men der er ikke så meget andet at gøre end komme op på hesten og forsøge igen. Næste gang lader jeg dem stivne lidt mere inden jeg knalder dem i ovnen. Det virkede godt på mit første hold (de lyserøde), så mon ikke det er vejen frem.

Anyway så kan de jo stadig spises. Så jeg fyldte halvdelen med belgisk chokoladeganache og resten med blød karamel. Dem med karamel er helt klart bedst da chokoladen smager lidt flad. Nok fordi jeg havde forventet den skarpe, kraftige smag af valrhona som inde ved Musso.

Igår stod menuen på grillet roastbeef med salat og lunt brød. Iaften bliver stegen serveret med bernaise og lidt andet tilbehør, hvis altså der er noget tilbage efter jeg gjorde mit indhug i den til frokost. Man bliver nødt til at smede mens jernet er varmt (aka, spise roastbeef med peberrod mens der stadig er noget tilbage).

Jeg sad her til aften og kiggede mine gamle blog-billeder igennem og det slog mig pludselig hvor mange desserter, kager, muffins, æbleskiver og diverse tærter der er blevet lavet siden hjemmesiden kom op at stå i november 2008.

Med tiden er de to pseudo-teenagere også blevet endnu mere udspekulerede. Når det passer i deres favør (med andre ord; når sukkertrangen bliver for stor), så kommer de gerne med et fint lille hint og en længere salgstale om alle de fantastiske kreationer man kunne få eftermiddagen til at gå med. Og så ofrer de sig jo gerne ved at være smagsdommere, “i den hellige blogs navn”. Måske jeg skulle skifte navn til Nicolais madBibel?

Det var oprindeligt trangen til at arbejde i sugarpaste som drev mig til at lave en blog, men idag – lidt over et halvt år siden første indlæg – er det dælme ikke blevet til meget sugarpaste! Og det er måske også meget godt, jeg fandt en klump stenhård fondant i min køkkenskuffe igår aftes da jeg febrilsk styrtede rundt for at finde mine sprøjteposer (og jeg har stadig ikke fundet dem, hvem end der er løbet afsted med mine poser må gerne lige aflevere dem ved kasse 1, ellers bliver der saftsusme uddelt øretæver!)

Men selvom desserter og kager har fyldt en hel masse på bloggen, så er det naturligvis også blevet til en uhyggelig mængde restaurantbilleder fra Prag, inklusiv diverse shots af byens (tiltider sære) vidundere. Og man må sige at det har været enormt givende at have siden åben. De mange kommentarer og (tro)faste læsere gør at man lige hanker op i ny og næ og får lavet en kage ekstra end man måske ellers ikke ville have gjort – og nåja, lets face it, det er jo også blevet til en sund salat eller hvidløgsbrød i ny og næ. Så jeg vil ikke beskyldes for at lede jer i total fristelse. Det skulle da så liiige være for at sprede det glade (men også syndige) macaron-budskab til danskerne!

Ja, altså.. det er jo ingen hemmelighed at jeg tog til Århus for at lære de forskellige tips og tricks bag de små, satans søde macarons. Det var derfor med stor ærefrygt at jeg gav mig i kast med Anarkistens opskrift i eftermidags.

Ser vi bort fra at jeg lige præsterede at smadre Kenwoodens mini-hakker, så gik det egentlig meget fint med at male mandelmel og samle ingredienserne.. men som sædvanlig synes jeg marengs er dødens pølse, ISÆR når det ligger der i skålen og kigger op på mig med fedtet overflade og hvæser “Pas på eller jeg skiller! Kald mig tyske dyrenavne eller jeg skiller!”.

Nåmen, jeg synes egentlig den blev temmelig god denne gang. Den virkede ikke skilt og den var fed og klistret som jeg husker Anarkistens var. Op i det farvede mandelmel, flormelis og æggehvide.. Bumbumbum og ikke røre for meget. Men ALLIGEVEL blev dejen en smule for flydende (synes jeg). Anyway, op i en sprøjtepose og ud på papiret. Mind mig om, at det ikke fungerer skide godt at klippe hul i en frysepose og tro du kan klemme macarondej ud af spidsen. Niks, find en rigtig tylle.

De blev derfor en anelse for store og ujævne, så jeg konkluderede at jeg nok var død ved macaron-kølle, men blev alligevel stædig og besluttede mig for at bage dem efter en laaaang hævning.

Og vupti, så fik de sgu fod. Altså, ikke nogen gigantisk wunderbaum-fod som Sif’s, men en lillebittenybegynderwannabenewbie-fod! Og jeg var meget glad da jeg opdagede at ingen af dem knækkede på midten men istedet beholdt en solid, glat overflade. Yiiirrr!

Netop fordi jeg antog det ville gå i kage, havde jeg ikke forberedt noget fyld. Det må jeg gøre imorgen. Men fordi I ikke skulle gå glip af min jomfruelige macaron-fødsel, fyldte jeg et par stykker med ganske almindelig hindbærmarmelade og samlede dem. De smager ganske fortrinligt, men jeg savner lidt noget syrligt fremfor det sukkersøde i marmeladen. Så imorgen bliver det nok lemon curd igen. Sidste gang jeg lavede det til mine lemon meringue pies var den ihvertfald en stoooor success.

Jeg har lært et par ting i den forløbne uge.

1. Det er fy-fy at få folk med en sprøjtepose til at grine mens de arbejder
2. Flødekander KAN godt hoppe ud af et skab og direkte ned i pandekagedejen
3. Vagtler har en slående lighed med Ole Henriksen, Ulla Terkelsen og Birthe Rønn men smager ligesom kylling
4. Halvdøde rotter larmer OGSÅ om natten

Men hvorom alting er så besøgte jeg Anarkisten i tirsdags. Hun havde som nævnt plaget om at vi skulle lave macarons sammen. Men vi ved jo allesammen hvor stædig jeg er, så jeg blev ved med at sige “Nej, Sif. Det skal vi ikke. Jeg vil ikk dele køkken med dig”. Og så måtte hun jo lave dem selv. Mens jeg sad og snakkede hendes øre fulde og drak te. Det var skide hyggeligt.

Vi besluttede os for at holde homo-fest og farvede derfor naturligvis dejen skrig-lilla. De små sataner insisterede tilgengæld på at være på tværs og de første plader blev derfor en smule sprukne. Men så blev Anarkisten stædig og gik igang med en ny portion – med ordinær marengs fremfor italiensk. I hendes vanvid blev der kastet mel på gulvet, smadret flødekander og spyttet cola ud i vasken. Tsk. Jeg forstår ikke at folk tør komme til hendes kurser.

Men så lykkedes det alligevel og Sif trak de fineste små homorons ud af sin ovn. De mistede lidt farven ved den høje varme men slap tilgengæld papiret perfekt og blev ordentligt bagt i midten. Madam Musso ville have været stolt og grædt en lille fransk glædeståre ned i sin løgsuppe.

Anarkistens lillesøster fik den usædvanlige ære at fylde dem med cheesecreme frosting og lege med stjernetyl. Hun insisterede på at kvinder er bedre til den slags end mænd så jeg fik aldrig lov at prøve. Det må være et gen der ligger i deres familie.

Og så blev der ellers serveret homorons, spandevis af te og diskuteret krydskontaminering. Det var som sagt skide hyggeligt.

Nu tager jeg tilbage til Prag imorgen og så skal jeg ellers igang med at efterprøve Anarkistens opskrift. Hvis jeg er rigtig heldig lukker hun mig stadig ind på hendes kurser til efteråret. Jeg har hørt noget om at hun søger opvaskere til 100,- i timen. Og så kan man bo gratis i hendes skur.

Men med fare for diverse hademails og psykotiske ninja-veganerkatte der efter dagens indlæg vil forsøge at kradse mine øjne ud, så lægger vi lige et billede af desserten fra igår. Danske jordbær med mælk og sukker.

Ps. Hvis nogen skulle være interesserede i at genere Anarkisten på en hyggelig måde i løbet af efteråret, så giv lige et kald. Jeg kan forstå at man kan booke hende hvis man er 4-5 mennesker og få sit eget private kursus. Hvis jeg skaffer kvinden lidt kunder kan det være hun holder op med at true mig med bedstevennen og død ved stødhegn. Det ku’ være lidt rart.