RSS
 

9 millioner skridt, 9 kager og 9 skiver salami, tak

03 Apr


Det er efterhånden lang tid siden jeg har haft Jer med rundt i Prag. Og når vi nu har bragende solskin og næsten sommervejr, er det egentlig for dårligt at jeg ikke har fået gjort det noget tidligere! Ovenfor er udsigten som Obama får på søndag når han skal holde sin første tale i EU.


Vi antager at det bliver scenen som han vil skulle stå på. De har stillet en masse stativer og beskyttelsesværn op på området foran borgen, så det bliver nok ikke helt nemt at få nogen gode pladser til ceremonien. Men derop skal vi! Det er trods alt kun 2 tram-stop fra vores hjem og det er vel ikke hver dag en Amerikansk, farvet præsident kommer forbi og holder sin første tale i EU nogensinde. Tilgengæld kommer der sikkert en anden søndag, hvor man kan sove længe.


Således opmuntret drog vi nedad de krogede stier fra borgen. Vi havde på forhånd besluttet at frokosten skulle indtages på italienernes restaurant ved Karlsbroen, så det var ikke frygteligt langt fra slottet.


De har beholdt en del af de gamle billeder i muren henover portene på husene. Såvidt jeg ved, brugte man dem istedet for husnumre i helt gammel tid. Således boede man “i huset under den gyldne løve” eller “ved den hvide svane”. Meget fancy.


Og hvis man ikke spiste op og rengjorde sit værelse mindst én gang om måneden, røg man i kasjotten. Ja, det var hårde tider dengang. Og man fik aldrig andet end kartofler til morgen, middag og aften. Kogt.


Restauranten ejet af vores lokale italienere hedder Casanova og ligger vitterligt lige ved siden af Karlsbroen i Kampa-enden. Det betyder også at prislejet generelt er højt.


Vi havde en utrolig sød tjener som kom med ristet brød og nogen syltede chili der egentlig ikke smagte af noget, men som bare var.. stærke?


Jeg fik til forret cappacio. Nok den lyseste variant jeg nogensinde har fået. Med rucola og frisk parmesan, olie og kværnet peber. Det smagte dejligt..


Men så gik det også galt. Eller.. galt og galt. Det var ihvertfald ikke nogen juhu-oplevelse. Den yngste pseudo fik hjemmelavet tagliatelle med svampe-sauce og trøfler. Det var lækkert cremet, men pastaen var bestemt ikke noget at råbe hurra for.


Og helt galt gik det da jeg bestilte en almindelig tagliatelle med bolognese. For det første lugtede retten langt væk af varm leverpostej, og for det andet så smagte det kedeligt. Om det var min fejl for at antage jeg havde fået noget mere ragout-lignene med en masse krydderurter og mørkt oksekød ved jeg ikke. Men hver gang jeg ræbede mig (og det gør jeg tit) smagte jeg ihvertfald af leverpostej resten af eftermiddagen.


Restaurant Casanova er dyr, men hyggelig. Maden er ikke speciel god, eller også var vi meget uheldige. Men det er ihvertfald ikke et sted jeg vil anbefale folk at tage hen umiddelbart hvis de skal til Prag. Familien der ejer restauranten og butikken er tilgengæld bedårende, og jeg tror alle parter var ærgelige over at besøget idag ikke gik bedre end det gjorde. Men nogen gange lever forventningerne bare ikke op til virkeligheden – og sådan er det. Vi skyder hesten og kommer videre.


Direkte ud i den dejlige, lækre forårsvarme og ned på byens enorme påskemarked. Hvad der til jul bugner af julemænd og nissemænd er nu omdannet til et kæmpe område fyldt med påskeæg, påskeslik og de sædvanlige Prag souvenirs.

Vejret vedblev at være fantastisk, og man havde egentlig følelsen af at det var juni eller juli-måned. Ikke skidt for en April dag! Jeg var meget glad for at jeg ikke havde andet end min vest henover blusen og så ellers almindelige kondisko. Ellers var jeg da smeltet væk.

Og de fleste påskeæg er håndmalede – man kan tilmed få signeret dem med sit eget navn når man køber dem. Derudover er der broderede påske-duge og diverse påskekyllinger man kan få med i kufferten hjem.


Og under de pyntede træer står der tit jazz/blues-bands og spiller på deres instrumenter. Det gør de iøvrigt også på Karlsbroen det meste af året.


Og så naturligvis boderne med mad. Uhm, jeg ville gerne have haft sådan et lækkert grillspyd med brød fremfor den lever-bolognese jeg kastede mig ud i. Men ja, sådan er det. Vi skyder hesten (igen) og kommer videre.


Og videre kom vi! Og til alles store glæde var Madam Musso åbnet! ååårh hvis der er et sted i Prag jeg elsker, så er det i sandhed Madam Musso’s butik. Jeg har før grædt snot over at hendes butik nær mit universitet lukkede, men nu vil jeg så havde lov til at juble lidt over hendes nye, store pattissier i midtbyen er åbnet istedet!


Helt ny-åbnet, og med de sædvanlige lækre, hjemmelavede kager blev vi jo nødt til at kaste os ud i den syndige kunst at prøvesmage. Maddam Musso har såkaldte “mini” kager til knap 8 danske kroner stykket. Tænk på hvor meget kage du får for de penge derhjemme! Anyway ovenover ses vores ene tallerken af minis. Fra bunden ses en citron meringue med det velkendte skum på toppen. Bagved kommer 4 macarones.


På den anden tallerken havde vi her et panna cotta shot-glas med frisk passionsfrugt i bunden, gele på toppen og valrhona chokolade knust henover. Mmmm..


Fra bunden igen. En chokolade macarone med en rigtig tung, lækker, fed chokoladecreme. Så kom dagens favorit – en macarone fyldt med creme af passionsfrugt. Den var så frisk, så let, så blød – det var som at spise et stykke af himmelen. Right there, i Maddam Musso’s shop. Bagved kom en citron macarone med birkes (weird combo) og til sidst en macarone med lavendel.


I bunden af den anden tallerken havde vi hendes hindbærtærte med creme. Jeg ved ikke hvordan hun gør det, men hendes frugt er altid syndigt sød og lækker. Bagved står en vandbakkelse fyldt med en lækreste, fluffy, lette kagecreme og så en sprød klat chokolade (valrhona, of course) på toppen. Utrolig lækkert. Utrolig syndigt.

Og sidst (men ikke mindst) en jordbærkage i lag. Med chokolade imellem de friske, lyserøde stykker med jordbær. Og naturligvis gele og lidt chokoladepynt på toppen.

Og 9 kager senere var der ikke meget tilbage. Fyfferpyffer det var en fræk omgang.

Og så gik jeg direkte hjem og smed mig i den dejlige sol på terassen med min bog. Nåja, altså efter vi havde været forbi italienernes butik og købt topping til aftenens pizza… og enlillebitte…teenyweeny… pettite-tiramisu… og NU kan jeg heller ikke rokke med ørene.

Av! På den gode måde.

ps. glem ikke at klikke billederne store (især dem af kage!!!!) så kan man bedre se alle detaljerne. Det skylder vi allesammen Madam Musso. Ja. Skylder.

 

Leave a Reply

 
 
  1. Klidmoster

    April 3, 2009 at 23:26

    Du godeste!!! De kager er jo næsten værd at flytte efter. Jeg er grøn af misundelse :-D
    Men hvordan kan du dog klemme tiramisu ned efter det kageorgie? Puha, jeg tager på bare ved tanken :-)
    God weekend.

     
  2. Hanne's verden

    April 4, 2009 at 08:42

    Hej Nikolaj
    Jeg har længe fuldt med på din blog, men ikke lige givet mig til kende. Men hvor jeg nyder at læse dine små anekdoter og madeventyr. Jeg bliver med garanti underholdt, når jeg slår op på din side.
    Jeg har været i Prag flere gange, næste gang er det helt sikkert, at jeg må på besøg hos Maddam Musso!!
    Hilsner fra Hanne

     
  3. MissMuffin

    April 4, 2009 at 09:20

    Min chef fortalte forleden dag at man kunne få en returbilet til Prag her op til påske for næsten ingen penge. Efter at have læst om kagerne sidder jeg nærmest og overvejer om jeg skal tage på kage-eventyr:)

     
  4. Auramin

    April 4, 2009 at 15:55

    Klidmoster@ Jeg føler mig også lidt klam ovenpå den tiramisu og undskylder overfor alle de kageløse mennesker rundt om i verden. Jeg har vidst efterhånden spist min ration. Æv!

    Hanne@ Hvor er det dejligt at høre fra dig! Tusind tak for de søde ord, og jeg kan helt sikkert anbefale dig at smutte forbi Musso’s butik :-)

    Muffinmuffinmuffin@ Ooooh jamen så er der jo slet ingen undskyldning for ikke at tage flyveren herned og voldæde – erhm jeg mener – smugspise lidt af Musso’s kager. Jeg kunne godt blive lidt forfalden til hendes minis. De store kager er jo så bestande i sammenligning!

    God weekend til jer alle, håber vejret i Danmark er ligeså skønt som vi har det i Prag :-)

    Mange kram,
    Nicolai.

     
  5. Piskeriset

    April 23, 2009 at 22:09

    Fantastisk dejlig blog – ikke kun med inspiration til spændende mad, men den pirker også til min lyst til at besøge Prag igen. Dybt fascinerende by :-)

     
  6. Auramin

    April 24, 2009 at 17:57

    Mange tak Piskeris! ;-)
    Jeg kan kun anbefale dig at komme herned – om ikke for en uge, så ihvertfald en forlænget weekend. Der er så meget at se og så mange gode steder at besøge :-)