Ingen jul uden pebernødder. Desværre deler Tjekkerne ikke vores begejstring for de små crunchy sataner, så hvis man vil have den slags godter så må man (ligesom så meget andet hernede) bage det selv.
Heldigvis har vi fundet en rigtig god opskrift som en anden madglad blogger uploadede for snart 2 år siden, der stammer fra Lagkagehuset.
Opskriften bliver ikke bedre af at jeg skriver den her på bloggen, så istedet vil jeg bare linke til den oprindelige bloggers indlæg, der kan findes på NewYorkerByHeart’s lækre hjemmeside.

Med til julen for mange firma-ansatte hører jo også de famøse firmagaver! Denne flotte kurv dumpede ind af døren for et par dage siden, næsten magen til den vi fik sidste år. Det som der er lidt sjovt ved at få sådan en stor kurv fyldt til randen med madvarer er, at man får et indblik i hvad Tjekkerne synes der er lækkert og hyggeligt at få til jul. Jeg nævner i flæng Tulip’s cocktailpølser, Tulip’s paté og en ordentlig omgang JAKA-bov.
Ja.. det er altså Tjekkiet vi bor i. Nej, det er ikke Rødovre. Užijte si JAKA-bov!*
(*= Jeg indrømmer at have brugt Google Translate til ovenstående udbrud, da mit Tjekkiske begrænser sig til Ahoy og Cheeseburger)













