RSS
 

Archive for November, 2008

Stjerner og pizza-dag

12 Nov


Prag midtby er ligeså stille ved at blive forvandlet til et kæmpestort julemarked. Billedet her er fra en af de store hovedgader tæt på Tjekkernes version af ‘Strøget’. Der går heller ikke længe før det store julemarkede ved Tyn-kirken og det Astronomiske ur åbner. De har allerede stillet butikkerne op og sælger ud af julekrimskrams.

(Fra højre: Pizza med aubergine og parmesan – Pizza med pikant salami og chili)

Dagen idag har været præget af dovenskab fra min side. Som lovet var vi et smut forbi den lokale pizza-pusher. Det viser sig at være en lille, lækker butik der emmer af Italien og ejeren er som butikkens slogan ’100% Italian’. Man kan ikke rigtig spise dernede, de har kun fire stole og to små borde monteret på væggen, så det er heldigt at det kun tager dem 5 minutter at smide en pizza sammen.
Det gjorde nu heller ikke noget. At komme hjem og spise ved stuebordet er ingen skade til, og så slipper man for at få det velkendte post-eating-sleepiness med 500 meter hjem til sofaen. Istedet kan man bare smide sig hen på fifaneseren og snorke.

Ikke at jeg gjorde det. Ahermn.


Istedet skrev jeg pligtopfyldende min opgave for Scientific World idag. Vores professor har selv sagt, at han er ligeglad med hvad vi skriver om. Opgaven er kun en formality, som det hedder. Ikke desto mindre valgte jeg at udfordre mig selv med et – for mig – ret ukendt emne. ‘Impact of a Dying Star‘ hedder mit projekt, og omhandler hvad der egentlig sker når en stjerne dør. Hvordan den bliver til en supernova som vi kender det, og hvorfor sorte huller opstår. Emnet er egentlig meget interessant, men også meget uoverskueligt når mit kendskab til kvantefysik og rummet er begrænset. Nåja! Tre sider og femten grå hår senere er jeg da blevet færdig og kan nu slappe af indtil min midterm i næste uge :-)

 
No Comments

Posted in pizza, studie

 

Bytur

11 Nov


Det var som bekendt Mortens aften igår, og det betød i vores familie at vi leger juleaften. Det betød meget for os, at mine bedsteforældre var taget herned for at fejre aftenen med os, og som I kan se var der en masse god, gammeldagshygge i køkkenet den dag.


Det skal så også siges, at ingen and smager bedre end den min morfar har tilberedt, så der lå måske lidt mere lumske bagtanker bag invitationen, men det lader vi stå usagt. Ihvertfald mente hunden at det var snusfornuftigt at lægge sig i midten af det hele. Man er jo en hønsehund, så and dufter nok godt i den lille hundenæse.

Efter at have afleveret vores gæster i lufthavnen besluttede vi (mutti und ich) at tage en tur ind til byen. Vi skulle have indkøbt nogen julegaver, og jeg har samtidig lovet hende at vi snart skulle prøve den sushi-restaurant der ligger i toppen af det enorme indkøbscenter Palladium.

Jeg er glad for at ingen tog billeder under ‘showet’. Vi fik udleveret spisepinde og hver vores bræt sushi og så var det ellers dive-in! To tabte maki’er, én elastik-blæksprutte og lidt spildt soya, så var vi igennem maden. Personligt er jeg ikke så meget til smagen af fisk, så for at være på den sikre side faldt jeg over en vegetar-anretning med syltet ingefær, wasabi og fire forskellige slags sushi.

Jeg beklager at jeg fik spist halvdelen af maden før jeg tog et billede. Man er vel ny udi kunsten at snigskyde billeder af sin mad på restaurant. Anyway, så var der dækket op med bønnespire-, agurk-, avocado- og engulfrugtjegikkekendernavnetpå-sushi. Derudover de to pakker underlig dej med ris i midten og naturligvis syltet ingefør samt wasabi og soya. Hrrmmm.. man kan godt mærke, at man ikke kender så meget til sushi. Jeg synes maden er spændende, men også meget uoverskuelig som newbie.

På restauranten har de to bånd med anrettet mad af forskellig art som triller ned forbi bordene. Så fanger man selv hvad man vil have – hvis man er hurtig nok. Det så lidt ud somom båndet var på LSD eller lykkepiller i ny og næ når de rigtig gav den gas. Men ellers meget lækkert og klart anbefalelsesværdigt hvis man kan lide sushi!

Videre fra Palladium drog vi ned gennem byen og faldt over denne belgiske chokolade butik. Uha, farligt og ikke spor sundt. Vi købte ikke noget, men jeg ville alligevel have et billede med hjem. Det kan være, at jeg så husker stedet til en anden god gang når jeg trænger til et sukkerchok.


Sandheden er, at vi undlod at købe chokolade fordi vi allerede var på vej til et andet sted med sukker. Pinligt at vi er sådan nogen sukkergrise, men sådan er det. Ikke desto mindre måtte vi bare forbi Cream & Dream der ligger lige i hjertet af Prag og tæt på den gade man aaaaltid skal igennem med nye gæster for at vise det Astronomiske ur og Tyn-kirken.


Cream & Dream er en butik der selv laver al deres is, og det kan virkelig smages! Jeg er i den heldige situation, at have smagt autentisk italiensk is foran Peters kirken i Rom, og jeg må sige, at jeg faktisk nyder den fløde-agtige, fløjlsbløde og fuldstændig sindsoprivende lækre is fra denne butik mere. Og solen skinnede faktisk også i Rom den dag, skal jeg hilse at sige.

Vi fik begge to scoops og mit bæger står til venstre med vanilleis og stracciatella. Mutti fik den jordbæris som jeg smagte i sidste uge, og også vanille i bunden. Mums! Vi har også prøvet deres chokoladeis som simpelthen smager som kølig choko-mousse. Uha, det’ godt (og ikke spor dyrt).

Imorgen skal jeg have skrevet en opgave for Scientific World, men vi har talt om at spise frokost på et pizzaria som ligger i vores gade. Det er egentlig for dårligt, at vi ikke har besøgt særlig mange af de lokale faciliteter når man tænker på hvor længe vi har boet her. Anyway, der kommer sikkert billeder igen imorgen med mad. Stay tuned madfreaks ;-)

 

Ud i det blå

09 Nov


Som I kan se har vejret i Prag idag har været intet mindre end fantastisk. Skyfrit og helt klar, isblå himmel. Vi var inde i midtbyen med mine bedsteforældre for at finde julegaver.

Der er stadig en del turister hernede, men det er ikke helt så slemt som når julemarkederne begynder om nogen få uger. Som I kan se er hestevognene stadig hyppigt i brug (det er altså ikke os, der sidder i den) omend der nok ikke går længe før dyrene bliver klædt på med de sædvanlige jukedækkerne.

Efter en lille times gang igennem gaden og indkøb af gaver, samt tidlig fødselsdgave til mutti, så vendte vi næsen (eller rettere; maven) mod ristorante Ambiente: Pasta Fresca.


Ambiente er en lille hyggelig kæde af italienske restauranter i Prag der beskæftiger sig med autentisk, smagfuld mad. Hvert sted har deres eget fokus. Idag var vi på deres pasta-afdeling, hvor de laver al pastaen selv og importerer råvarene fra Italien. De står i døren og ruller de forskellige typer pasta, så man kan se hvad man får serveret.


Min forret Insalata con pollo bestod af smørstegt kyllingebryst med frisk basilikum, Rucola, Romaine, hjemmelavede croutoner vendt i frisk parmesan samt balsamico eddike. Normalt er den også serveret med friskskårne tomatskiver og en knaldrød dressing af samme grøntsag, men da jeg er allergisk overfor dem, bliver min altid serveret uden.


Til hovedret fik jeg Tagliatelle all´Ambiente bestående af hjemmelavet pasta,
stegt kylling, fløde, løg, hvidløg og revet parmesan. Super lækkert og velsmagende! Nu vil vi bestille nogen sandwiches fra SubWay til aften og måske spise endnu et stykke af gårsdagenskage. Imens, kan I hygge jer lidt med de to isspisende nonner fra Pasta Fresca. God aften :-)

 

Festlig lørdag

09 Nov

Så vender jeg lige tilbage kort med billeder af eftermiddagen og aftenens madudskejelser.

Som tidligere vist på bloggen, fik vi naturligvis tricolore kage til aftenkaffen og det vil jeg naturligvis gerne vise jer! Selvom det kun er min 2nd kage med MMF/SP, så er jeg egentlig ganske stolt over resultatet. Jaja, den er rynket og ikke helt lige – men jeg har ingen værktøjer, erfaringer eller anden kendskab til tingene end det jeg har set på YouTube ;-)



Opskrifter på tricoloren kan findes i forrige indlæg. Men fååårk den kage ligger tungt – OG vejer et ondt år når den skal slæbes ind på bordet.

Efter kageorgiet gik der kinesisk/japansk/orientalsk/whateversydlandsk i den, og der blev serveret de der crunchy rissnacks til hvidvin og isvand. Imens gik jeg igang med at snitte grøntsager til aftensmaden. Den bestod i dagens anledning af hjemmelavede forårsruller, dybstegt kylling og ris med sur/sød-sovs. Det lyder måske simpelt nok – men jesus christ hvor det smagte! Her bringer jeg lidt billeder fra processen og viser hvordan man nemt og hurtigt folder en forårsrulle så den holder formen.

Hjemmelavede forårsruller:
5 personer

1 pk. forårsrulledej

3 gulerødder
5 forårsløg
2 røde peberfrugter
4 mini-squash
10-15 sukkerærter
1 hvidløg
1 råt æg
250g oksemørbrad
1 flaske Marks and Spencer Soya, Ginger-spice marinade.

Skær kødet i fine strimler (som ved stroganoff).
Marinér kødet i ½-1 time eller som anvist på marinaden.
Steg det færdigt på en pande og læg til side.

Samtlige grøntsager snittes så fint som muligt (brug eventuelt foodprocessor hvis du har en der kan snitte uden at hakke dem i smadder).

Husk at du altid kan stille resterne på bordet som en snack, hvis der skulle blive for meget.

Rør et æg godt med en gaffel og find en madpensel. Saml alt indenfor rækkevidde af spækbrættet mens du opvarmer din frituregryde eller bare alm. olie i en gryde.

Du nupper et tyndt stykke springroll (jeg købte vores i den lokale Amerikaner-shop, dont ask me why they had those). Glatter det på en flad overflade og lægger dit ønskede fyld i midten, nederst på den side der vender ind imod dig.

Husk at samle det hele i horizontalelinjer der følger hinanden. Det gør det nemmere at rulle, og du risikerer ikke at grøntsagerne stikker hul på dejen. Nu pensler du højre og venstre side med æg og folder det indover så de næsten mødes på midten.

Nu ruller du med fast hånd dejen op mod den tomme ende. Husk at du altid kan stramme forårsrullen ved at trække lidt ned i dejen. Er den af god kvalitet, vil den ikke sprække. Lige inden du når enden af forårsrullen, pensler du kanten med æg og lukker rullen. Du lader den hvile med lukningen nedad under et fugtigt klæde, indtil du har klargjort alle forårsrullerne.

Når alle rullerne er færdige, tester du om olien er varm nok ved at dyppe et afrevet stykke forårsrulle ned i den. Hvis det syder og bobler omkring den, er den varm nok. Hvis ikke, så venter du lidt længere. Varm endelig ikke olien for hurtigt.

Hvis der er godt knald på din gryde/frituregryde, så er forårsrullerne færdige efter 4 minutter. Vend hyppigt for at undgå brændte sider. Når de er færdige, lægger du dem i et fad med køkkenrulle for at suge overskyden olie.

Udover forårsruller havde vi også dybstegte kylling. Opskriften er ikke nogen videnskab. Jeg havde købt tempura-pulver som jeg blandede med iskoldt vand mens forårsrullerne blev stegt.
Rå kylling var på forhånd skåret i små hapsere, der blev vendt i mel og dernæst i dejen. Efter 5-6 minutter i frituregryden var de gyldne og færdige. Super lækre, og meget nemme at lave.

Det var så aftenens tallerken, ris med sur/sød-sovs, forårsrulle med oksemørbrad og indbagt kylling.


Selvom der var lavet RIGELIGT med forårsruller (15 stk) og rigtig mange stykker kylling, så blev næsten alt rippet. Der var ingen tvivl om at det var et fantastisk måltid som klart kan anbefales i al sin enkelthed.

 

Det’ slut!

08 Nov

Slut, siger jeg!
Det der hjemmelavede fondant kan hoppe og springe de næste mange måneder.
Nu vil jeg istedet svælge i min SU-økonomi, og købe et ordentligt læs færdiglavet sugarpaste fra enten kagebutikken eller et af de internationale links, Kageklovnen var så sød at give mig.

Som nævnt tidligere, ankommer mine bedsteforældre i denne weekend, så jeg vil egentlig bare uploade et par billeder. Mere tekst kommer senere, inklusiv billeder af aftenens hjemmelavede forårsruller, dybstegte kylling og sursød-sovs. Stay tuned.

Åh ja, og ingen kommentarer om kagedesignet – det var meningen at den skulle være betrukket med hvid fondant, have en lyserød bord i bunden og derudover fire aflange snore indover midten (som en gave der er pakket ind). Men næ nej, både den hvide MMF og den hvide SP kunne åbenbart ikke lide mig. Mørdejswannabe’s.

Kagen består af flere lag. Nederst har vi en bund af mudcake (opskrift fra Kagekonen)), så har vi et tykt lag hindbærmousse (opskrift fra .. ja.. kagekonen), dernæst en hvid vanillebund i midten (opskrift Nigella Lawson), endnu et lag hindbærmousse og slutteligt endnu en mudcakebund.

Bagefter blev kagen smurt med Wilton smørcreme (Opskrift fra Edna) og udover kom så en lyserød (og helt vildt skæv) MMF (beklager!)